Pindsvinets piggede pels
Pindsvinets ryg og sider er dækket af stive pigge. Der er ingen hår mellem piggene. Ansigtet, bugen og benene er dækket af en lidt stiv pels. Piggene er i virkeligheden omdannede hår og opbygget af det samme materiale som hår. Piggene er bare langt kraftigere og mere stive end almindelige hår.
Pindsvin er født med pigge
Pindsvin fødes med ca. 100 hvide pigge. For at piggene ikke skal genere, når ungen fødes, er piggene under fødslen dækket af en tynd, væskefyldt hud. Efterhånden som huden tørrer ind, bryder piggene igennem. Det sker allerede få timer efter fødslen. Piggene er ca. 7 mm lange.
Pindsvinepigge.
Foto: Charlotte Clausen.
Et voksent pindsvin kan have op til 7.000 pigge. Pindsvinet kan "rejse børster", hvis det bliver truet. Piggene er ikke giftige, men man bør alligevel undgå at stikke sig på dem, da de kan være meget snavsede og fyldt med bakterier.
Nyfødte pindsvineunger. Foto: Paul van Oosterhout.
Efter halvandet til to døgn vokser der flere pigge frem mellem de hvide pigge. Denne gang er piggene brunlige, bare lidt kortere og ligner voksne pindsvins pigge. Når ungen er 6 uger gammel, vokser det endelige sæt pigge ud. Det sidste hold pigge har pindsvinet i ca. 18 måneder, før de skiftes. De skiftes dog ikke alle sammen på en gang, men fældes ligesom vores hår et ad gangen.