Pindsvin i haven
Hvis du gerne vil have pindsvin i din have, skal der være skjulesteder og masser af mad. Pindsvin kan godt lide haver med mange buske til at skjule sig i og med blomster og grøntsager, som tiltrækker insekter. Pindsvin vil gerne have en kompostbunke eller en brændestabel til at bygge sin rede i. Har du en hund, må du dressere den til ikke at gø af pindsvinet eller holde den inde om aftenen.
Vildtvoksende have. Foto: Sussie Pagh.
Du kan stille lidt vand og evt. lidt kattemad ud til pindsvinet. Så kan du liste dig hen og kigge på pindsvinet, mens det spiser.
Pindsvinefodring. Foto: Rita Bitch.
Må man røre et pindsvin?
Man skal helst ikke røre for meget ved et pindsvin. Det vil helst være i fred. De fleste pindsvin er sunde, men de kan godt være syge eller have lopper. Et pindsvin kan have op til 1.000 lopper. Det er en særlig slags lopper, som kun kan leve på pindsvin. Pindsvinets lopper er så store, at du kan se dem mellem piggene, hvis de er der.
Du skal passe på, at du ikke stikker dig på pindsvinets pigge. De er ikke giftige, men de kan være meget snavsede og fyldte med bakterier. Hvis du husker at vaske hænder, når du har rørt ved et pindsvin, er det ikke spor farligt.
Pindsvin i pleje. Foto: Paul van Oosterhout.
Hvornår har pindsvin brug for hjælp?
Man skal kun tage pindsvin ind, hvis de er syge eller er kommet til skade. Hvis du ser et pindsvin, som er sygt, eller hvis du finder små nøgne pindsvineunger, som kravler rundt uden for reden, kan du hjælpe ved at få en voksen til at ringe til Pindsvinevennerne i Danmark. Her hjælper man vilde pindsvin, som er blevet syge eller er kommet til skade. Når dyrene er blevet raske, bliver de sat ud i naturen igen. Hvis pindsvinet er meget sygt, kan det måske være bedst at aflive det, men det må du ikke selv gøre.