Ledelsesberetning for 2020
1. HOVEDFORMÅL FOR NATURHISTORISK MUSEUM
Naturhistorisk Museum skal gennem de indbyrdes forbundne opgaver indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling inden for sit ansvarsområde virke for sikring af naturarven i Danmark og udvikle betydningen heraf i samspil med verden omkring os.
I lokalt, nationalt og globalt perspektiv skal museet belyse naturen, dens udvikling, nutidige miljø og samspillet med mennesket.
Museets geografiske ansvarsområde er Danmark. Museets emnemæssige ansvarsområde er naturhistorie. Museets tidsmæssige ansvarsområde er ubegrænset.
I forhold til årets faglige aktiviteter, udstillinger og projekter mv. henvises til museets årsberetning.
- RESUMÉ OVER ÅRETS VÆSENTLIGSTE FORHOLD, I SÆRDELESHED CORONA-KRISENS VIRKNINGER
Naturhistorisk Museums hundrede år blev formentlig også det hidtil mærkeligste! Covid-19/Corona-krisen satte fra primo marts 2020 et eftertrykkeligt præg på museets arbejdsvilkår, interaktion med publikum og samarbejdspartnere samt ikke mindst museets økonomi. Stort set intet forblev uberørt af pandemien.
De vigtigste Corona-milepæle for museet i 2020 var følgende:
- 12. marts: Museet er tvangslukket for publikum fra morgenstunden.
- 13. maj: Efter samråd med Slots- og Kulturstyrelsen får museet lov til, at medarbejderne må genoptage fysisk fremmøde på museet i Universitetsparken og på Molslaboratoriet.
- 25. maj: Genåbning af museet, dog med forbehold og restriktioner – efter at have været lukket for publikum i 74 dage.
- 9. december: Museet bliver efter regeringsbeslutning 7. december igen tvangslukket for publikum – foreløbigt til og med søndag 3. januar 2021 (men efterfølgende forlænget til 20. april 2021).
Naturhistorisk Museum ansøgte og fik bevilget støtte fra følgende hjælpepakker:
- Salling Fondenes og Aarhus Kommunes fælles hjælpepakke
- Slots- og Kulturstyrelsens Pulje til refusion for rabat på billetter og deltagerbetaling for kultur- og idrætsaktiviteter i forbindelse med Covid-19
- Erhvervsstyrelsens Kompensation for faste omkostninger
- Staten udbetalte derudover et mindre ekstratilskud til museets voksenlærling
Museet valgte i 2020 IKKE at søge hjælpepakken til hjemsendelse af medarbejderne. Årsagerne er primært, at lukningsperioderne hver gang kun blev meldt ud med få uger ad gangen, samt at museet kun har få ansatte, hvis arbejde er direkte afhængige af, om der er åbent for publikum. Endelig havde museets ledelse også i lighed med andre etiske overvejelser, idet museets ledelse i Corona-krisens begyndelse ikke mente at kunne skrive under på, at alternativet til hjemsendelser ville være fyring af mindst 30% af medarbejderne.
Efter beretningsårets udløb har museet imidlertid valgt at søge Erhvervsstyrelsens hjælpepakke for lønkompensation i den anden nedlukningsperiode. Dette skifte er begrundet i Corona-krisens længde og omfang, samt det forhold at nedlukningsperioden i 2021 kunne forudses at vare så længe, at hjælpepakken klart skulle søges.
Da museet i Corona-krisens første fase valgte ikke at tage imod tilbud om hjælpepakken til hjemsendelse af medarbejderne, skærpede man i stedet fokus på følgende forretningsmæssige prioriteringer:
- Fokus på reduktion af museets driftsudgifter.
- Fokus på hurtig afsendelse af ”økonomitunge” fondsansøgninger.
- Fokus på lønsumsunderstøttende arbejdsopgaver.
- Fokus på at matche ledige arbejdsopgaver med ledig arbejdskapacitet.
- Fokus på at søge kompensation via hjælpepakker fra stat, region, kommune og fonde.
- Fokus på at opstramme vilkår for ferie, fleks mm.
- Fokus på optimering af museets websalg og virtuel formidlingsaktiviteter.
- Fokus på medarbejdertrivsel, således at alle medarbejdere løbende orienteres, arbejder så effektivt og trygt som muligt og handler i overensstemmelse med museets prioriteringer.
De overordnede konsekvenser af Corona-krisen
Konsekvenserne af Corona-krisen og de deraf følgende nedlukninger og dekreterede eller selvpålagte restriktioner blev også for Naturhistorisk Museum særdeles omfattende. Mest tydeligt med hensyn til publikumstal og museets økonomi.
Efter et rekordår i 2019 med 135.000 gæster dykkede det samlede besøgs- og formidlingsantal således til kun 48.635 (se uddybning i kapitel 4).
Økonomisk blev 2020 det med afstand værste år nogensinde. Resultatbudgettet blev under indtryk af Corona-krisens første fase ajourført i juni 2020 til et underskud på 1,9 mio. kr. De langvarige konsekvenser og krisens genopblussen sidst på året medførte imidlertid et underskud, der blev endnu større end oprindelig estimeret, idet årets resultat blev et underskud på 5.184.315 kr.
Corona-krisen var den væsentligste årsag hertil. Direkte i form af tab på publikum, kursister og konsulentydelser m.m. Og indirekte fordi en række projekter som følge af pandemien blev udskudt til 2021. Navnlig betød udskydelse af forarbejdet til udstillingen Dansker med ulve en forskudt løndækning på 1 mio. kr., men også flere videnskabelige projekter blev skubbet til 2021.
Den endelige og komplicerede afregning af Frihedens Værksted-udstillingen i 2018-2019 betød et samlet tab på mere end ½ mio. kr.
Museets egenkapital udgør ultimo 2020 herefter 57.796.882 kr.
På den positive side af Corona-krisens implikationer tæller, at hele museets organisation lynhurtigt tilpassede sig andre måder at arbejde på, i og med at de fleste medarbejdere i perioder skulle arbejde hjemmefra og via elektroniske medier – samtidig med at organisationen er forblevet én samlet og særdeles aktiv enhed.
Naturhistorisk Museum har længe haft som delstrategi at opnå en transformation fra ”klassisk museumsinstitution” til ”moderne museumsvirksomhed” med fokus på bæredygtig faglig og økonomisk udvikling. Dette blev udfordret af Corona-krisen – men udviklingen er alligevel fortsat.
Årets vigtigste parametre kan sammenfattes således (uddybes senere i årsrapporten)
- Forundersøgelsen i forhold til et Nature & Science Museum Aarhus på Aarhus Ø begyndte i forsommeren 2018 og blev afleveret i sommeren 2020. Bevillingen fra Salling Fondene på 3 mio. kr. var det økonomiske fundament bag forundersøgelsen.
- I november 2020 bevilgede Aarhus Kommune 50 mio. kr. til Nature & Science Museum Aarhus i sin investeringsplan 2024-2033 – hvormed et overordentlig vigtigt signal blev sendt til såvel byen som omverdenen.
- Årets væsentligste formidlingsaktiviteter har været særudstillingen med multikunstneren Shane Brox om FN’s 17 Verdensmål, udstillingsdelen af projektet 99 arter at se før du bliver voksen og udstillingen Fugleperspektiver, primært med værker af konservator og kunstner Erling Mørch.
- Museets formidlingsaktiviteter lå dog i høj grad uden for museet: Især projektet 99+1 arter at se før du bliver voksen – som Nordea-fonden har støttet med 4,2 mio. kr. – har været yderst velegnet til at nå børn og unge, både i skolesammenhæng og på internettet. Derudover har museets medarbejdere formidlet natur og naturvidenskab igennem populære naturprogrammer i tv, massiv formidling på landets skoler og gymnasier, samt formidlende vandreture med borgere m.m.
- Videnskabeligt nåede Naturhistorisk Museum igen flotte resultater. Inden for forskning af ulve er museet sammen med konsortiepartneren Aarhus Universitet førende på området, og trods en relativt lille stab er det lykkedes at hente eksterne bidrag til at gennemføre en lang række videnskabelige projekter.
- STRATEGI OG UDVIKLING, VÆSENTLIGE HJØRNESTEN – PRIMÆRT NATURE & SCIENCE MUSEUM AARHUS
Strategiplan 2030, som bestyrelsen godkendte på sit møde d. 15. december 2016, er udgangspunktet for alle museets overordnede beslutninger. Ultimo 2019 blev gennemført et review af strategien, hvorefter årene 2020-2022 har som sit væsentligste område at sikre fremdriften hen imod Nature & Science Museum Aarhus.
Delstrategierne for årene er følgende:
- Delstrategier for Videnskab, Formidling og Salg og kommunikation fokuserer på at sikre, at de vigtigste projekter for Naturhistorisk Museum prioriteres og eksekveres i og på tværs af afdelingerne;
- Delstrategi for Kultur og organisationsudvikling fokuserer på at udvikle en professionel, effektiv, handlekraftig og velrenommeret organisation;
- Delstrategi for Nature & Science Museum Aarhus fokuserer på at afstemme match mellem mulige lokationer og de ambitioner, der ligger indholdsmæssigt for Nature & Science Museum Aarhus – samt ikke mindst at sikre finansieringen hertil.
Nature & Science Museum Aarhus
Målet er at udvide Aarhus’ i forvejen markante internationale profil på museumsområdet ved at bygge byens fjerde store museum – og dermed styrke Aarhus som en international by, hvor kulturen sætter dagsordenen og bruges som driver og udstillingsvindue til gavn for borgere, turister og erhvervsliv.
Museet ønsker dermed at flytte fra de nuværende, 80-årige bygninger på 6.000 m2 i Universitetsparken – på en lokation, som er svær at finde for turister og lokale – til en ikonisk og energioptimerende bygning på 15-20.000 m2 på en fremtrædende placering på Aarhus Ø. Hér vil vi skabe et moderne, folkeligt og inviterende museumsunivers, der med udstillinger, foredrag, debat, læringsprogrammer, kulturelle aktiviteter, performances og naturvidenskabelige projekter inddrager borgere og organisationer i sit virke og derigennem tiltrækker mere end 400.000 nationale og internationale gæster om året. En markedsplads for grøn omstilling og bæredygtig udvikling!
Målet er at indvie det nye museum i 2026-27. Finansieringen af etableringsomkostningerne skal primært komme fra fonde, private donationer, offentlige særbevilliger samt ved salg af de nuværende bygninger, der er vurderet til mindst 60 mio. kr.
Forarbejdet til et Nature & Science Museum Aarhus tog voldsom fart i 2018, og fremdriften er intensiveret i 2019 og 2020.
Museet gennemførte i 2018 en lokationsanalyse på grundlag af en række konkrete lokaliteter i Aarhus Kommune, såvel i midtbyen som uden for byen. Konklusionen på analysen anbefalede, at museet arbejdede med mulighederne for at realisere et nyt museum på en lokalitet på Aarhus Ø.
Købmand Herman Sallings Fond bevilgede i 2018 generøst Naturhistorisk Museum 3 mio. kr. til igangsættelse af forundersøgelser til realisering af et nyt museum. Forundersøgelserne omfattede blandt andet volumen- og funktionsstudier, økonomiske- og bymæssige studier, identifikation af samarbejdspartnere og dialog med centrale interessenter.
Flere lokationer er blevet undersøgt, og det nuværende fokus er at se på mulighederne for at købe sig ind i Navitas-bygningen.
I sommeren 2020 blev forundersøgelsen afsluttet som planlagt. Konkret i form af en rapport med anbefalinger for det videre forløb samt et mulighedsstudium af en konkret bygning, dersom det måtte blive besluttet at ombygge en eksisterende bygning frem for at bygge ”fra bar mark”.
Forligspartierne bag Aarhus Kommunes investeringsplan 2024-2033 vedtog d. 17. september 2020 at bevilge 50 mio. kr. til Nature & Science Museum Aarhus. Naturhistorisk Museum ser dette skridt som et afgørende vigtigt signal om, at byens politikere, borgere og erhvervsliv m.fl. står klart bag initiativet – og det viser med al tydelighed omverdenen, ikke mindst fonde og andre potentielle samarbejdspartnere, at Aarhus er klar til det fjerde internationale museum!
Borgmesteren har efterfølgende givet prominent omtale af planerne om Nature & Science Museum Aarhus ved et virtuelt erhvervsmøde d. 2. december 2020, og ved borgmesterens nytårskur d. 7. januar 2021.
I december blev der afholdt en workshop til trykprøvning af mulighedsstudiet over en konkret bygning – med deltagelse af blandt andet Henrik Tvarnø, tidligere direktør for AP Møller Fonden, som bistår museet i det fremtidige arbejde.
Netværk
Museet har de seneste par år intensiveret sin aktive deltagelse i netværk – med såvel strategiske som taktiske hensigter. Taktisk giver det øgede kendskab til ledelsen personligt og til museet overordnet flere tilbud om samarbejde, mere relevant viden om drift og udvikling, bedre forbindelser til meningsdannere m.v. Strategisk øger det opbakningen i erhvervs- og kulturlivet samt hos fonde og politikere bag museets ambitioner om navnlig Nature & Science Museum Aarhus.
Af overordnede netværk kan nævnes:
På landsplan deltager museumsdirektøren i en række faglige råd under Slots- og Kulturstyrelsen (blandt andet Rådet for zoologiske anlæg og Museumsudvalget for naturhistorie), bestyrelsen for ODM (Organisationen af Danske Museer), MMU (Midtjyske Museers Udviklingsråd) m.m., og drifts- og administrationschefen deltager i blandt andet Administrationschefnetværket for museer i navnlig København.
Lokalt er museumsdirektøren medlem af Danske Banks Erhvervsnetværk og deltager bredt i politiske, erhvervs-, kultur-, videns- og turismemæssige møder og aktiviteter.
Drifts- og administrationschefen er medlem af Administrationschefnetværket for Big 9 (de ni største kulturinstitutioner i Aarhus), Kultursamvirket m.v. og deltager på linje med direktøren bredt og aktivt i byens mange netværksaktiviteter.
Fagligt deltager museets biologer i og uden for ledelsen i en række fagrelevante netværk.
- AKTIVITETER GENERELT
Naturhistorisk Museum har i 2020 på trods af tvangslukning i foråret fortsat sit høje aktivitetsniveau, såvel på museet i Aarhus, på forsknings- og kursusejendommen Molslaboratoriet og ved formidlingsaktiviteter rundt i landet.
Udstillingsmæssigt blev 2020 året EFTER Frihedens Værksted! Den særdeles markante og landskendte udstilling om Troels Kløvedals liv og tanker var museets flagskib fra november 2018 til september 2019, men som forventet kunne den enorme publikumsinteresse ikke opretholdes til de udstillinger, der blev vist i 2020, deres kvaliteter ufortalt.
De største særudstillinger i løbet af året var:
- Shane Brox’ Vores Verden om FN’s 17 Verdensmål – åbnet d. 12. november 2019
- Udstillingsdelen af projektet 99 arter at se før du bliver voksen, åbnet d. 19. juni
- Fugleperspektiver, primært med værker af konservator og kunstner Erling Mørch, åbnet d. 18. september.
Derudover rummer museet fortsat mangeartede aktiviteter såsom dissektioner, workshops og de flerårige udstillinger, der udgøres af: Den globale baghave (om biologisk mangfoldighed), Vores Natur (om det danske landskabs naturhistorie), Én mands passion (en borgers samling af fuglekranier) og endelig museets historiske diorama med afrikanske dyr, Afrikas Savanne.
Den eksterne formidling har igennem mange år indebåret deltagelse i større events i Aarhus, Naturmødet i Hirtshals og Kulturmødet på Mors. Corona-krisen reducerede indsatsen til ingenting, men museet intensiverede til gengæld sin formidling virtuelt og ved at finde på nye formidlingsområder – som fx et gratis dyreartsspil á la bilspil til download eller en Artbook om 99 arter, ligeledes til gratis download. Desuden er der blevet uddelt ca. 20.000 plakater med 99 arter du skal kende før du bliver voksen.
Derudover orienterede formidlingsindsatsen sig mod foredrag på skoler, gymnasier og foreninger samt eksterne formidlingsprojekter som især 99 arter at se før du bliver voksen (støttet af Nordea-fonden)
Forskningsmæssigt har Naturhistorisk Museum fortsat og udbygget sine projekter fra tidligere år, primært inden for Rewilding-projektet på Molslaboratoriet (hvilket kulminerede i et Ph.d.-forsvar i sommeren 2020 ved Oskar Liset Pryds Hansen), ulvemonitering, rovbiller og m.m. Museets forskere skrev i 2020 hele 30 naturhistoriske forskningspublikationer. Heraf blev 13 eksternt fagfællebedømt.
I samlingsafdelingen arbejdede konservatorerne primært på projekter inden for sikring af museets samling, navnlig af pattedyrssamlingen og den entomologiske samling. Museets samlinger digitaliseres derudover i samarbejde med landet øvrige naturhistoriske museer. Digitaliseringen foretages med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsens puljer til samlingsvaretagelse, støtte fra private fonde samt medhjælp fra frivillige kræfter.
Arrangementer
Museets arrangementer i 2020 blev gang på gang ramt af Corona-relaterede udsættelser og især aflysninger. Det lykkedes dog at arrangere og få publikum til følgende:
- Kvintetten Ensemble Sirius, der fremførte musik med inspiration fra den nordiske natur
- Koncerter ved Aarhus Jazz Orchestra
- Et ”musikalsk postkort” i samarbejde med Aarhus Kommune – hvor Total Hip Replacement spillede og sendte fra museets fortrappe.
- 20 guidede naturture på Molslaboratoriet
- Fire workshops med Shane Brox i forbindelse med Vores Verden
- Naturshows i weekender
- Arrangementer i vinterferien og efterårsferien
- Sommerferieaktiviteter for børn på museet og på Molslaboratoriet
Besøgstal
Oven på et 2019, der jf. ovenstående var det suverænt bedste år i museets historie, faldt besøgstallet drastisk i 2020. Corona-krisen med to nedlukninger og publikums tilbageholdenhed i den mellemliggende periode var hovedårsagen hertil.
Det samlede besøgs- og formidlingstal blev således kun på cirka 46.791
(mod hhv. 80.646 i 2016, 87.673 i 2017, 83.952 i 2018 og 132.444 i 2019).
Tallet er sammensat på følgende måde:
- Besøgende til museets udstillinger: 43.639
- Borgere, som modtog vores formidling UDEN FOR museet (fx foredrag, kurser, cykel- eller vandreture): 3.152
- Endelig har Naturhistorisk Museum efter ønske fra Slots- og Kulturstyrelsen fra februar 2018 også registreret antallet af besøgende, som var på museet af andre årsager end museale (indkøb i butik, eksterne kursister, lån af toilet m.v.); dette tal endte i 2020 på 1.844.
- Det samlede tal for besøgende på museet og til udendørs arrangementer, inklusive de ovennævnte 1.844, er dermed 48.635.
ØKONOMISKE FORHOLD
Som de fleste andre mellemstore eller store museer kan de offentlige tilskud på ingen måde modsvare ambitionerne – og en væsentlig del af museets arbejde er derfor helliget at skaffe indtægter fra en lang række kilder. Dette sker navnlig i form af:
- intensivt samarbejde med fonde, museer og øvrige kulturinstitutioner, myndigheder, universiteter, virksomheder m.fl. med henblik på tilskud, sponsorater og anden støtte
- indtjening i form af salg af billetter, butiksvarer, varer fra webshop samt arrangementer på og uden for museet, i særdeleshed over for erhvervslivet
- foredrag, konsulentopgaver, filmoptagelser m.v.
- fokus på udstillingsvirksomheden, hvor der jævnfør ovenstående planlægges flere og mere markante udstillinger – hvilket ikke mindst har stor indvirkning på omsætningen.
Den mangeårige, successive reduktion på 2% af statstilskuddet understregede behovet for anden indtjening, men var ligesom for andre museer en væsentlig udfordring – for selv om tilskuddet sættes ned, stiger de fleste lønninger og øvrige udgifter desuagtet.
Heldigvis blev reduktionen stoppet med virkning fra beretningsåret 2020.
Corona-krisens betydning for museets økonomi væltede dog uanset alle ovennævnte initiativer museets årsresultat for 2020. Økonomisk set blev 2020 således det værste år nogensinde i Naturhistorisk Museums 100-årige historie og et svært oplæg til jubilæumsåret 2021.
Resultatbudgettet blev under indtryk af Corona-krisens første fase ajourført til et underskud på 2 mio. kr. De langvarige konsekvenser og krisens genopblussen sidst på året medførte imidlertid et underskud, der blev endnu større end oprindelig estimeret, idet årets resultat blev et underskud på 5.184.315.
Dermed er Naturhistorisk Museums egenkapital ultimo 2020 reduceret til 57.796.882 kr.
Likviditeten har været fornuftig igennem hele året, navnlig fordi nogle større bevillinger betales forud.
Indtjeningen fra kursusvirksomhed på Molslaboratoriet er et rammende eksempel på Corona-krisens betydning: Ordrebogen tydede på, at 2020 kunne blive det hidtil bedste år, i særdeleshed på grund af et intensivt samarbejde med en konsulentvirksomhed, som agerer på vegne af en statslig styrelse.
Den første bølge i Corona-tiden forårsagede imidlertid aflysninger, men især udsættelser – hvorefter den anden bølge ændrede de udsatte kurser og arrangementer til aflysninger.
Det lykkedes heldigvis at gennemføre Aarhus Universitets feltkurser i 2020 på trods af pandemien, hvilket begrænsede det økonomiske tab væsentligt.
Projektindtægter
30-40 % af museets omsætning hidrører normalt fra projekter, primært inden for forskning eller formidling. Sidstnævnte er igen delt i henholdsvis udstillingsvirksomhed og anden formidling via sociale medier eller foredrag.
Af større nye bevillinger i 2020 (modtaget, men ikke nødvendigvis igangsat i året, idet flere projekter blev udskudt til 2021, jf. ovenstående) kan nævnes:
Sejens, støttet af Novo Nordisk Fonden 5.103.000kr.
Dansker med ulve, støttet af AP Møller Fonden 2.000.000kr.
Dansker med ulve, støttet af 15. Juni Fonden, Region Midtjylland,
Toyota-Fonden og Beckett-Fonden, samlet beløb fra disse fire kilder: 1.900.000 kr.
Overvågning af ulv i Danmark, ny bevilling (støttet af Miljøstyrelsen) 750.000 kr.
Konvertering af databaser samt Udskillelse og kassation
(begge støttet af Slots- og Kulturstyrelsen) 476.000 kr.
Conservation Genomics om Grøn Mosaikguldsmed (støttet af Slots- og Kulturstyrelsen) 754.000 kr.
Artsportalen 2021-23 (sammen med Statens Naturhistoriske Museum) 1.350.000 kr.
Jubilæum 2021-udstillingen Hvad er det værd? (støttet af Augustinus Fonden) 500.000 kr.
Jubilæum 2021-udstillingen Hvad er det værd? (støttet af Sportgoodsfonden,
Lise og Per Aarsleffs Fond, CAC Fonden og KNUD HØJGAARDS FOND)
Samlet beløb fra disse fire kilder: 475.000 kr.
Af større bevillinger fra 2018 og 2019, som har været aktive i 2020, kan nævnes:
- ”99 arter at se før du bliver voksen”, støttet af Nordea-fonden
- ”Forundersøgelsen til nyt museum”, støttet af Salling Fondene
- Udstillingen ”Vores Verden”, støttet af NOJ-Fonden, SparNord Fonden, Brdr. Hartmanns Fond samt Børnekulturhuset
- Dynamics of the Danish nature in changing climate; [om Rovbiller]
(støttet af Kulturministeriets Forskningsudvalg) - ”Molerområdets fossile insekter”, støttet af 15. juni Fonden, Augustinus Fonden samt Slots- og Kulturstyrelsen
Naturhistorisk Museum prioriterer bestræbelserne på at opnå eksterne midler overordentlig højt i bestræbelserne på at realisere sine ambitioner. Ikke mindst i en tid, hvor de statslige og kommunale driftstilskud har været faldende eller stagnerende. Målet er at fremstå som en professionel samarbejdspartner med fokus på formål, ressourcer og effekt.
Udgifter
Museet forsøger at forholde sig proaktivt til de strammere offentlige økonomiske rammebetingelser – og kombinerer stram udgiftsstyring med rationaliseringer af driftsforhold, ressourceforbrug og serviceaftaler.
Museet er fortsat udfordret på sin bygningsmasse, inventar, it-redskaber, plads og personaleressourcer
- sidstnævnte både i forhold til antallet af ”operationelle arbejdstimer”, medarbejderkompetencer og fremadrettet kompetenceudvikling.
Museets bygningsmasse udgør et dilemma. På den ene side giver budgettet ikke muligheder for substantielt at forbedre forholdene i de gamle og utidssvarende bygninger – navnlig i forhold til faciliteter for publikum (café, garderober, adgangsforhold, mad og drikke m.v.) – ligesom det naturligvis indgår i prioriteringerne, at investeringerne om få år kan vise sig at være unødvendige, dersom museet er fraflyttet bygningerne.
På den anden side er det nærmest tvingende nødvendigt, at museet uanset flytteplaner foretager investeringer i navnlig publikumsforholdene: Hvis vi fortsat vil øge publikums, fondes, erhvervslivets og politikernes opmærksomhed, skal rammerne også være i top – ligesom forskningen, formidlingen, udstillingerne og forretningsdriften er/skal være det.
Løsningen på dette dilemma er at afsætte midler til de allermest nødvendige bygningsinvesteringer, og ud fra det foreliggende beslutningsgrundlag at have en investeringshorisont på 5-7 år. Konkret betød dette, at museet i 2020 fik fortsat den løbende forbedring af bygningsmassen og kontorer på blandt andet følgende områder:
- flytning af køkken- og teknikrum på forsknings-formidlingsafdelingen og indretning af kontor til studerende
- større renovering af andre kontorer
- bygning af smådyrssikrede rum i fjernlageret i Trige til sikker opbevaring af museets videnskabelige samling
- ny handicaplift til museets hovedtrappe
- opsættelse af access points i kælder og magasin, gæste-wi-fi og andre it-forbedringer
På baggrund af disse forhold blev det regnskabsmæssige resultat for 2020:
Årets resultat af ordinær drift opgøres regnskabsmæssigt til -5.184.315 kr.
Årets anlægsinvesteringer opgøres regnskabsmæssigt til 0 kr.
Årets resultatopgørelse efter investeringer udgør dermed -5.184.315 kr.
- ORGANISATIONEN
Bestyrelsen
Bestyrelse har været uændret siden den nuværende valgperiode begyndte i 2018, bortset fra at seniorinvesteringsrådgiver og byrådsmedlem Hans Skou pr. 1. april 2019 afløste tidligere regionsrådsformand Bent Hansen som formand for museet. Den samlede bestyrelses nuværende valgperiode udløber d. 31. marts 2022.
Af væsentligste bestyrelsesaktiviteter i 2020 kan nævnes:
Bestyrelsen har i årets løb afholdt fem bestyrelsesmøder. Arbejdet har været hæmmet af Corona-krisen, hvorfor bestyrelsens heldagsseminar måtte aflyses, og nogle forkortes.
Det vigtigste og mest tidskrævende emne for bestyrelsen også i 2020 var udviklingen i Nature & Science Museum Aarhus.
HR-forhold
Naturhistorisk Museum beskæftiger i alt gennemsnitligt cirka 58 medarbejdere, fordelt på museet og Molslaboratoriet. I løbet af 2020 blev der i alt udbetalt løn til 90 personer. Omregnet til årsværk for alle kategorier: Cirka 38.
Som følge af museets økonomiske udfordringer er én medarbejder fratrådt uansøgt i foråret 2020.
En lovændring med virkning fra 1. januar 2020 har gjort det overordentlig vanskeligt for museet at ansætte ledige med løntilskud (hvorimod det er stort set uændret for så vidt angår virksomhedspraktik). Forhindringen er det såkaldte Merbeskæftigelseskrav, der skal forhindre, at en arbejdsgiver ”udnytter” situationen ved kort sagt at fyre nogen og hyre nogen andre gratis.
Konsekvensen er imidlertid, at ledige fratages chancen for at få vigtig læring og arbejdserfaring, og at museets ambitioner må reduceres, når input herfra mangler.
Museet har tilknyttet en fast erhvervspsykolog, som kan hjælpe medarbejdere med arbejdsrelevante behov for psykologisk rådgivning.
Museet har ligeledes indført en whistleblower-ordning ved mobning, seksuelle krænkelser samt mistanke om kriminalitet, korruption, hvidvask og lign. Ved krænkelser eller mistanke om fx de nævnte graverende forhold tilbyder museet alle medarbejdere at tage direkte og anonym adgang til museets fast tilknyttede erhvervspsykolog.
Der er også i 2020 gennemført to medarbejdertilfredshedsundersøgelser. Det gennemsnitlige tal for alle medarbejdere og alle parametre viste en svag fremgang i 2020 og nåede begge gange 3,8 – men endnu ikke oppe på det foreløbige mål, der hedder 4,1 (på en skala fra 1 til 5, hvor 5 er det højeste). Medianen er 4.
Museets udviklingsdag i 2020 blev af Corona- og økonomiske grunde henlagt til museets egne arealer, med indlagt fysisk oprydning i hold.
Frivillige
Som supplement til den lønnede arbejdskraft ønsker museet at invitere frivillige ind i museets fælleskab for at sikre diversitet og gensidig inspiration og som en del af museets åbenhed over for det omgivende samfund.
I 2020 havde museet glæde af 46 frivilliges indsats. Antallet er noget lavere end de 55 frivillige i 2019 og 69 i 2018. Museets korps af frivillige bidrog i alt med 1918 timer i løbet af 2020, betydeligt lavere end i de to foregående år. Årsagen er primært Corona-restriktionerne, der medførte hjemsendelse af/nej-tak til frivillige i lange perioder.
- FREMTIDEN
Museets budget- og planlægning for 2021 bar i sagens natur præg af en usikkerhed om Coronaens konsekvenser ind i det nye år. Et forsigtigt budget blev lagt – men kombineret med et stærkt fokus på at søge midler fra fonde og offentlige puljer. Den anden nedlukning af museet og samfundet generelt var ikke indregnet i planlægningen, hvilket naturligvis har medført en lang række udskydelser og ændringer af aktiviteter, projekter og udstillinger. Omfattende hjemsendelser af medarbejdere har spillet en rolle heri.
På trods af dette forventer Naturhistorisk Museum at komme helskindet igennem sit 100 års jubilæumsår, 2021, ud fra en forventning om at de planlagte aktiviteter, udstillinger og forskningsprojekter kan få den tilsigtede virkning, når genåbningen finder sted efter planen d. 21. april 2021.
Museet bygger optimismen på den historisk store pulje af bevillinger til formidlingsmæssige eller videnskabelige projekter, der er opnået. Nogle skubbet fra 2020, endnu flere opnået for 2021.
Et rekordantal nye udstillinger og markeringen af 100 års jubilæet giver anledning til forventninger om pæne besøgstal og markant omtale.
Kvantificering heraf er i sagens natur yderst vanskelig i begyndelsen af 2021, men det er museets ledelses forventning, at årets resultat for 2021 vil være et solidt overskud.
Hovedtallene for museets årsregnskab 2020
Hovedtallene for museets årsregnskab 2019
Hovedtallene for museets årsregnskab 2018