Kig efter: |
Hættemåge |
Rørhøg |
Rørsanger |
Lappedykker |

Den Blå Rute
Den Blå Rute starter bag Ceresbyen ved Aarhus Å, der løber langs Carl Blochs Gade. Ruten følger stisystemet rundt om Brabrand Sø og Årslev Engsø. Ruten kan bruges både til fods, på cykel og i løbesko. Den er ca. 25 km lang, men kan afkortes flere steder. Skilte undervejs fortæller om særligt interessante steders historie og naturindhold.
Ruten løber i hovedtræk øst-vest og udgør et blåt bånd, som Aarhus Å, Brabrand Sø og Årslev Engsø tilsammen danner i Aarhus Ådal. Turen veksler mellem udsigtspunkter med frit udsyn over søerne, små skovpartier og flere kolonihaveområder.
I den vestlige ende af Årslev Engsø er der mulighed for at fortsætte ad den regionale vandrerute gennem Århus Ådal og Jeksendalen til Skanderborg (i alt 23 km). Vandreturen kan yderligere forlænges til Silkeborg (folderen Vandreruten Århus-Silkeborg, i alt 64 km).
Brabrand Sø og Årslev Engsø
Brabrand Sø er dannet som et dødishul under sidste istid. Årslev Engsø blev i marts 2003 anlagt som et stort natur-renseanlæg ved, at man slog hul på ådigerne og anlagde en sø på de lavtliggende enge og marker. Engsøen blev hurtigt indtaget af et stort antal fuglearter.
Download kort over Den Blå Rute