Kom selv og byg!
Selvom udstillingen er åbnet, så står den endnu ikke færdig. Som det er med den virkelige verden, vil Vores Verden ikke stå fuldent på noget tidspunkt. Vores Verden er i konstant udvikling, og den kommer til at skifte ansigt hele tiden. Om en måned vil den se helt anderledes ud, end den gør nu.
Derfor har vi brug for din hjælp! Inde i solen, midt i udstillingen, ligger kreativitetsarenaen. Her kan du bygge, klippe og klistre nye ting til Vores Verden - du kan f.eks. bygge lige præcis den ting, som du synes mangler i udstillingen. Byg dem af papkasser, toiletruller eller hvad end der nu findes af spændende genbrugsmaterialer. Det handler om at være så kreativ som muligt.
Hvis du er heldig, kan det være, at dine kreationer kommer med i udstillingen, når du er færdig.