5. december
Alle nissefamilier har en bog, som enhver nisse får, når han eller hun flytter hjemmefra. Nissebogen indeholder bl.a. vigtige oplysninger om brug af skovens planter, dyr og svampe. Nissers viden er så utrolig omfattende, at der er brug for lister, huskeremser og opskrifter til at huske de forskellige planters anvendelse som fødevarer og medicin. Derudover menes det, at nissebogen indeholder en oversigt over ejernissens familie og slægtsskab til andre nissegrupper samt overleverede myter og sange.
Der findes flere dokumenter, som muligvis er skrevet af nisser. På Naturhistorisk Museums bibliotek dukkede der en lille bog op efter en oprydning, og det kan sagtens være en nissebog. Det er ikke lykkedes at finde ud af, hvilket sprog den er skrevet på, men der arbejdes på sagen.
Det ville betyde meget for biologer og naturhistorikere at få oversat en nissebog. Den indeholder sandsynligvis en stor mængde viden om den danske natur - en viden, som er indsamlet af generationer af nisser gennem tusinder af år. En nissebog kunne fx muligvis give oplysninger om, hvordan nisser behandler sygdomme og lever et langt liv trods barske og primitive forhold.