Show med Tina Ibsen: Rumrejsen – mod det uendelige univers
Kom med en af Danmarks bedste formidlere, astrofysiker Tina Ibsen, på rumrejse ud i universet.
Tina Ibsen – også kendt som AstroTina – gør med humor og spændende fortællinger det store verdensrum tilgængeligt for alle aldre.
Første pitstop er på Månen, hvor der er planer om at bygge månebaser i dette årti.
Herefter går turen videre til Mars og gennem asteroide-bæltet til de store gasplaneter.
Sammen når vi helt ud af vores eget solsystem og ser på de mange planeter, der kredser omkring fjerne stjerner.
Mange af disse fjerntliggende planeter er helt anderledes, end dem vi kender fra vores solsystem. Så er det mon helt tilfældigt at vores solsystem ser ud som det gør med små planeter tæt på Jorden og de kæmpe gasplaneter langt væk?
Gad vide hvad nærjords-asteroider er, og hvor de kommer fra? Hvorfor udvider universet sig, og hvad skal der til, for at vi mennesker kan bo i rummet? Måske dukker et spørgsmål eller to op undervejs – og dem må man gerne stille.
Arrangementet bliver afholdt af to omgange mandag 14. oktober kl. 11.00-11.45 og kl. 12.30-13.15
Det er gratis at deltage, når der er købt entrébillet til museet. Bemærk at billetter kun kan købes på museet på dagen for showet – så det er først til mølle.