Find vej til Molslaboratoriet

Molslaboratoriet ligger lidt langt ude, og det er da hændt, at folk har kørt forvildede rundt i Mols Bjerge i en lille times. Det er imidlertid ikke nødvendigt, for Molslab er faktisk uhyre let at finde. Gør-det-selv folket kan benytte Kraks routeplanner og søge på Strandkærvej 6, 8400 Ebeltoft, men det er ikke den smarteste rute, der kommer ud dér. Den kommer til gengæld her:

Hvis man kommer fra Rønde, kører man ad Molsvej ca. 10 kilometer. Efter at have været helt oppe på toppen, fortsætter man ned i Femmøller By, hvor vejen blødt svinger til venstre og derefter til højre. Efter et busstoppested svinger man skarpt til højre (skilt mod Strandkær) ad Stenhøjvej. Efter restaurant Overmøllen deler vejen sig i to. Man holder til venstre og kører stejlt opad (kør meeeget forsigtigt), og oppe på toppen kan man lige unde sig en pause, hvor man nyder den betagende udsigt. Man fortsætter nedad (kør igen forsigtigt), og i krydset, hvor tre veje mødes, drejer man til venstre ad Strandkærvej. Først kommer man forbi SNS's besøgscenter Øvre Strandkær, hvorefter Molslaboratoriet er næste gård på venstre hånd. Kør forsigtigt rundt om hjørnet.
OBS: Denne smukke rute er ufremkommelig i snevejr - så hvis der er faldet sne på Mols, så skal du absolut vælge den anden rute her, dvs. kør videre til rundkørslen i Femmøller Strand:
Kommer man fra Sjælland og Ebeltoft, kører man ud af Ebeltoft og fortsætter ca. 1 km. langs Ebeltoft Vig, inden man drejer til venstre mod Femmøller. I rundkørslen i Femmøller drejes ad Fuglsøvej mod Helgenæs og Fuglsø. Efter ca. 800 meter kører man ad grusvejen Strandkærvej på højre hånd, og vejen følges ca. 1 km, hvorefter Molslab ligger inde til højre.