Forskningens historie
af Henning Petersen
Forskningsmuligheden stadfæstet i Strandkærfredningen
Ved gennemførelsen af Strandkærfredningen i 1941 blev der åbnet adgang for, at det 150 ha store område i Mols Bjerge fremover skulle kunne benyttes til forskning, primært med henblik på botaniske og zoologiske undersøgelser. Ellen Dahls ønske om forskning på området fremgår af følgende citat fra frednings-servituttet: "Det er endvidere mit ønske, at Arealerne skal stå til Raadighed for Videnskaben, og at der kan være Lejlighed for Forskere til at følge Floraens og Faunaens Udvikling." Forskningsretten blev lagt i hænderne på Naturhistorisk Museum i Århus, som netop samme år kunne flytte ind i de nuværende bygninger i Universitetsparken. Museets daværende direktør, Dr. Harald M.. Thamdrup, har givetvis været inddraget i forberedelsen af fredningen, og det er for en stor del hans fortjeneste, at forsk-ningsmuligheden blev stadfæstet i fredningsdeklarationen, og at der dermed var skabt grundlag for udviklingen af den institution, der senere fik navnet Molslaboratoriet.
Da den større fredning af Mols Bjerges nordlige del blev endeligt gennemført i 1984 (Overfredningsnævnets afgørelse af 30 april 1984 om fredning af den nordlige del af Mols Bjerge og Stabelhøjene i Ebeltoft kommune) blev Strandkærfredningen ophævet, men de væsentlige bestemmelser, heriblandt bestemmelserne om forskningsretten blev videreført ved en række særbestemmelser for Molslaboratoriets område. Bl.a. er det fortsat muligt at opdyrke 36 ha af området i forbindelse med forskningsprojekter.
Forsknings- og opholdsfaciliteter
I de første par år blev et primitivt laboratorium og overnatningsmulighed indrettet i stuehusets "storstue"("stadsestue"), men der var så stor søgning til stedet af unge forskere, at fire af dem i en periode måtte overnatte i telt. Der blev imidlertid skaffet midler, så der allerede i 1943 kunne bygges en tilbygning, hvorved gårdens nordøst- og nordvestfløj blev sammenbygget. Dog var der stadig forbindelse fra gårdspladsen til vejen mod nord igennem en port. I 1944 stillede Ellen Dahl husmandsstedet til rådighed for Museet. Det blev ombygget til laboratorium og logi for forskere og kursister i foråret 1945. I 1951 skænkede Ellen Dahl hele gården og det meste af arealet, 120 ha, til Museet. I 1953 blev husmandsstedet udvidet med et helårslaboratorium og lejlighed til en videnskabelig medarbejder. Hermed var Molslaboratoriet etableret som permanent forskningsstation, hvis første videnskabelige medarbejder blev Christian Overgaard Nielsen, hvis speciale var mikrofaunaens, især nematoders (rundorme) og enchytræers (små hvide børsteorme, beslægtet med regnorme) økologi og funktion i jordbundens omsætningsprocesser.
I 1960 måtte landbrugsdriften på Nedre Strandkærgård opgives af økonomiske grunde. De frigjorte avlsbygninger blev indrettet til kursussale, foredragssal samt nogle mindre forsk-ningslaboratorier. Yderligere udvidelser af bygningerne skete med tilbygning af en køkkenfløj til Husmandsstedet og opførelsen af de såkaldte "Studenterhuse" i 1966 - 1970, hvorved opholdsmulighederne for kursister og gæsteforskere blev stærkt forøget.
Den tidlige forskning
Naturhistorisk Museum havde allerede i trediverne prioriteret økologiske undersøgelser af plante- og dyresamfund højt. Økologi skal her forstås som den videnskabsgren, som undersøger organismernes afhængighed af og tilpasning til omgivelserne og deres funktion i naturen. Som eksempler på sidstnævnte kan man nævne deres rolle i økosystemprocesser som nedbrydning af dødt plantemateriale og næringsstoffernes kredsløb. Det var især ansættelsen af Harald M. Thamdrup som Museets første videnskabelige medarbejder i 1936, der satte skub i den økologiske forskning. Thamdrup havde i 1935 disputeret på en afhandling om vadehavsfaunaens økologi, men havde også beskæftiget sig med jordbundsfauna og i 1932 publiceret en afhandling om de danske oribatiders (pansermiders) faunistik og økologi. Efter ansættelsen på Naturhistorisk Museum gjorde han de jyske heders økologi til et hovedindsatsområde for Museet. De følgende år foregik feltarbejdet fra et mobilt laboratorium, en beboelsesvogn, som blev opstillet på forskellige hedelokaliteter. Krigen afbrød denne forskning, og forskningsmuligheden på Mols betød, at Museets økologiske forskningsindsats blev koncentreret her.
Molslaboratoriet blev faktisk et centralt sted for den tidlige udvikling af den terrestriske økologi (landdyrs og planters økologi) i Danmark og en række pionerafhandlinger fra 40-erne og 50-erne, som stadigt citeres flittigt i den videnskabelige litteratur, er i væsentlig grad baseret på undersøgelser udført på Molslaboratoriet og dets område. Blandt disse kan nævnes Torkel Weiss-Fogh´s undersøgelse af mikroleddyrs udbredelse og økologi langs en 12 m lang transekt på Sletten, et område opstået som hævet havbund siden Littorinatiden. Transekten forløb fra toppen af en tidligere strandvold til bunden af lavningen mellem denne og den næste strandvold. På trods af en minimal højdeforskel på kun 46 cm var der markante forskelle i plantesamfundene, primært betinget af, at strandvolden jævnligt blev udsat for udtørring, hvor planterne nåede visnegrænsen, medens lavningen lå så tæt på grundvandsspejlet, at planterne sjældent eller aldrig var udsat for tørkestress. Jordbundens struktur blev undersøgt med en dengang ny metode, hvor jorden imprægneres med gelatine, hvorefter den kan snittes i tynde skiver, som kan undersøges mikroskopisk. Derved kunne det konstateres, at det luftfyldte rum mellem sandskornene på den højere lokalitet var var domineret af snævre porer (mikroporer), medens mange af disse mikroporer på den lavere del af transekten var lukket af findelt eller amorft humusmateriale, hvorimod jordprofilen der indeholdt ret vide kanaler imellem planterødderne. Disse forhold gjorde det muligt at forklare, at mikroleddyrsamfundene ændrede sig radikalt fra den højest liggende lokalitet, hvor små arter af collemboler (springhaler) og mider (fløjlsmider) dominerede til den lavest liggende lokalitet, hvor større arter af mikroleddyr ( hovedsagelig pansermider) dominerede. Weis-Fogh´s afhandling blev belønnet med Københavns Universitets guldmedalje og blev publiceret i 1947-48. (Weis-Fogh forlod siden jordbundsøkologien til fordel for zoofysiologi, hvor han udførte betydelig forskning om insektvingens funktion. Han blev professor ved Københavns Universitet og siden ved Cambridge University.)
Christian Overgaard Nielsen, der blev ansat som amanuensis ved Naturhistorisk Museum med fast arbejdsplads på Molslaboratoriet i 1952, havde i 1949 disputeret med en afhandling om fritlevende nematoders (rundormes) økologi i jordbunden. Dette arbejde var for en stor del udført under ophold på Molslaboratoriet. Chr. Overgaard Nielsen ønskede at kvantificere nematoderne mængde og aktivitet i jorden for derved at udrede denne dyregruppes rolle i jordbundens energi- og stofomsætning. Han udviklede effektive metoder til uddrivning af rundormene fra jord og kunne konstatere, at deres antal i dyrket jord kan være så højt som 20 millioner pr. m2 (græsmark, Studsgaard ved Herning) med en samlet friskvægt op til 200 kg per ha. Ved hjælp af meget nøjagtige metoder, oprindeligt udviklet udviklet på Carlsberglaboratorierne til måling af stofskifte hos gær ("Carthesiensisk dykkermetode") kunne han bestemme iltoptagelsen hos disse meget små dyr og omregne den til mængden af kvælstof, som disse dyr omsætter i løbet af f.eks. en vækstperiode. Han fandt således ud af at de fritlevende rundorme i en rugmark i en vækstsæson omsætter 3 - 5 kg kvælstof pr. ha, hvilket svarer til 10 % af rugafgrødens kvælstofforbrug i vækstperioden. For den meget tætte population på græsmarken ved Studsgaard blev nematodernes kvælstofomsætning beregnet til 27 kg N per ha, og for lokaliteter på overdrevsområdet Sletten på Molslaboratoriets område omsatte en population på ca. 10 millioner individer pr m2 ca 20 kg N per ha. Overgaard Nielsens forskning efter ansættelsen på Molslaboratoriet fortsatte de produktionsbiologiske aspekter af jordbundsøkologien, nu med hovedvægt på en anden gruppe af noget større dyr, enchytræer (upigmenterede børsteorme beslægtet med regnorme). Han udviklede bl.a. en effektiv uddrivningsmetode for disse dyr, beregnede deres stofskifte v.h.a. dykkerteknik og undersøgte jordfugtighedens betydning for deres evne til at eksistere som populationer i forskellige habitater på Mols. Sammen med genetikeren Bent Christensen, som opholdt sig på Molslaboratoriet i 3 år, skrev han en monografi over denne dyregruppes cyto-taxonomi og forplantningsbiologi, som er blevet en klassiker og stadig er uundværlig for enchytræforskere.
Blandt de øvrige, der udførte forskning på Molslaboratoriet i de første 10 - 15 år kan nævnes Edwin Nørgaard, hvis fine autøkologiske undersøgelser af forskellige edderkoppearters biologi stadig citeres i den videnskabelige litteratur. Et eksempel er undersøgelsen af Theridion saxatile, som anbringer sit ægspind i et kræmmerhusformet hus ophængt i tråde uder skrænter med overhængende græskant. Nørgaard kunne med fine temperaturfølere måle temperaturen i det område, hvor huset var ophængt og indeni huset, og kunne f.eks.konstatere, at edderkoppen flyttede sit ægspind ud og ind af huset afhængigt af temperaturen indeni. I modsætning til, hvad man tidligere havde troet, hængte edderkoppen sit ægspind ud til svaling, når temperaturen i huset blev for høj.
Børge Schjøtz-Christensen var ansat ved Naturhistorisk Museum fra 1944 til sin død i 1975. Hans speciale var biller, og han gennemførte igennem en årrække undersøgelser over udvalgte arters populationsbiologi på Molslaboratoriets område. Hans udviklede en metode, hvor biller indenfor indelukker afgrænset med metalplader blev mærket individuelt v.h.a. et system af punkter på forbryst og vinger, som blev brændt ind i billernes hudpanser v.h.a. en fin elektrisk glødenål. Hans disputats fra 1965 samt andre arbejder er vigtige for forståelsen af vigtige billearters populationssvingninger i næringsfattige sandmarker. Som noget nyt blev det vist, at flere billearter kan leve og forplante sig igennem 4 - 5 år.
Schøtz-Christensen samlede den viden, der indtil midten af 60-erne eksisterede om flora- og faunaarter fra Molslaboratoriets areal og nærliggende områder på Mols (indenfor ca. 160 ha). Der var registreret ca. 500 arter af højere planter svarende til ca. 40 % af landets samlede artsantal. Ca. halvdelen af Danmarks græsarter var registreret indenfor området. 55 % af de danske storsommerfuglearter, 44 % af de danske myrearter og 40 % af de danske løbebillearter var registreret indenfor området. Det var dog Schjøtz-Christensens opfattelse, at specielt procenten for løbebiller ville kunne øges noget ved yderligere undersøgelser.
Ud over de allerede nævnte udførte en række økologiske forskere fra ind- og udland større eller mindre forskningsprojekter på Molslaboratoriet i disse år. En del af disse er publiceret selvstændigt, men megen viden er nyttiggjort og publiceret i forskellige sammenhænge. Det skal også nævnes, at der i årene 1946 - 49 med udgangspunkt i Molslaboratoriet blev udført en større undersøgelse af haren og dens biologi ved Johannes Andersen. Denne undersøgelse, der var financieret af Jagtfondet , blev i 1949 overført til den da nyetablerede Vildtbiologisk Station, der fik til huse i Jagtslottet på Kalø Hovedgård.
Forskningen i 60-erne. Institut for Jordbundsbiologi.
I 1962 blev et nyt institut under Århus Universitet, Institut for Jordbundsbiologi, placeret på Molslaboratoriet, og Overgaard Nielsen blev udnævnt til professor i dette fag. I 1964 blev han imidlertid ansat som professor ved Københavns Universitet, og laboratoriet var uden fast forskerstab i et par år derefter. Fra 1965 - 1970 blev stillingerne under Institut for Jordbundsbiologi besat med udenlandske gæsteforskere. Efter 1970 blev Institut for Jordbundsbiologi konverteret til Institut for Genetik og Økologi og placeret i Universitetsparken. Tom Fenchel blev udnævnt til professor i økologi.
Amyan Macfadyen var gæsteprofessor ved Institut for Jordbundsbiologi fra 1965 - 67. Han kom fra en stilling ved University of Swansea, Wales, og blev efter 1967 ansat som professor ved det nyoprettede universitet i Coleraine, Northern Ireland. Han var en fremtrædende økologisk forsker med hovedinteresse i jordbundbiologi. Han er bl.a. kendt for udviklingen af den moderne "high-gradient" (stejl-gradient) teknik til uddrivning af mikroleddyr og for sin lærebog "Animal Ecology" fra 1963. Hans hovedindsats var indenfor produktions- og økosystemøkologi og han var en af initiativtagerne til det verdensomspændende forskningssamarbejde "International Biological Programme" (IBP), der blev iværksat i midten af 60-erne.
Macfadyen arbejdede på Molslaboratoriet især med metodeudvikling til stofskifteundersøgelser af jordbunden taget som et hele, d.v..s. måling af den samlede kuldioxydproduktion fra bakterier, mikrosvampe og jordbundsfauna. Hans Ph.D. - studerende, Nigel Webb, undersøgte energibudgettet hos arter af pansermider og rovmider som led i hans Ph.D.-projekt.
Efter Amyan Macfadyen blev den kendte engelse regnormeforsker John Satchell ansat i stillingen som gæsteprofessor i ½ år, hvor han bl.a. var med til at starte regnormeundersøgelser i det nedenfor omtalte Hestehaveprojekt. Han blev afløst af en anden engelsk jordbundszoolog, Brian O´Connor, der særligt havde beskæftiget sig med enchytræernes økologi og bl.a. havde videreudviklet vådtragt-uddrivningsmetoden til en meget effektiv uddrivningsmetodik for disse dyr. Brian O´Connor var gæsteprofessor i godt et år fra slutningen af 1969 til udgangen af 1970 og ledede et team af forskere og specialestuderende, der behandlede jordbundsfaunaen i Hestehaveundersøgelsen.
Efter ophøret af Macfadyens ophold i sommeren 1967 var Henning Petersen blevet ansat ved Naturhistorisk Museum med fast arbejdsplads på Molslaboratoriet, bl.a. med den opgave at koordinere forskningen og støtte de kommende gæsteforskere under deres ophold. Han havde publiceret en taxonomisk-økologisk undersøgelse af collembolfaunaen i Hanstedreservatet i 1965 og havde siden under en ansættelse ved Zoologisk Laboratorium, Københavns Universitet, arbejdet med collembolers økologi, tildels i samarbejde med Amyan Macfadyen på Molslaboratoriet.
Hestehaveundersøgelsen
Forskningen på Molslaboratoriet i årene fra 1968 til begyndelsen af 70-erne koncentrerede sig meget om en større undersøgelse af bøgeskoven som økosystem. Den var led i ovennævnte internationale forskningsindsats (International Biological Programme) som bl.a. gik ud på at undersøge naturlige økosystemers produktionsøkologi. En 3 ha stor skovparcel med ensartet, 80-90 år gammel bøgebevoksning i den centrale del af Hestehaveskoven ved Kalø blev valgt som forsøgsområde. Forskningsprojektet var afhængigt af samarbejde mellem mange personer med forskellig ekspertise: forstvidenskab, klimatologi, hydrologi, jordbundslære, mikrobiologi og forskellige discipliner indenfor botanik og zoologi. I alt ca. 30 danske og udenlandske forskere fra 7 forskellige universitets- og andre forskningsinstitutioner udførte mere omfattende dele af den samlede undersøgelse, heri medregnet 9 specialestuderende. Projektet startedes i 1967-68 på initiativ af professor Harald M. Thamdrup, Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum. Den mest intensive fase af undersøgelsen blev udført i 1969 - 1972, men supplerende undersøgelser er blevet udført helt op til begyndelsen af 90-erne. I alt 66 artikler i videnskabelige tidsskrifter, 12 rapporter og 15 speciale- eller licentialrapporter er det foreløbige resultat af projektet.
I forbindelse med ansættelsen af Brian O´Connor som gæsteprofessor på Molslaboratoriet blev flere gæsteforskere ansat til udførelsen af opgaver i Hestehaveundersøgelsen. Det jordbundsbiologiske team bestod udover O´Connor (enchytræer) af englænderen Malcolm Luxton (mider), new- zealænderen Gregor Yeates (nematoder), Henning Petersen (collemboler) samt 2 specialestuderende, Annette Hertz(rovmider) og Verner Damm(regnorme). Englænderen Malcolm Hughes, som var ansat ved Molslaboratoriet på samme tid udførte undersøgelser af urtevegetionens produktion i Hestehavens skovbund.
Malcolm Luxton og Henning Petersen blev engageret i det internationale arbejde med at syntetisere den viden, der ved slutningen af I.B.P.-perioden forelå om jordbundsfaunaens økologi og dens rolle i jordbundsprocesserne. Dette resulterede i en større publikation i det økologiske tidsskrift Oikos (Petersen & Luxton, 1982). Henning Petersen arbejdede under et års forskningsophold ved Environmental Division, Oak Ridge National Laboratory, Tennessee, 1981-82, sammen med amerikanske systemanalytikere på en computermodel for bøgeskovens økosystem.
Forskning på Molslaboratoriets område i 70-erne
Selvom hovedindsatsen for forskning i slutningen af 60-erne og begyndelsen af 70-erne blev lagt i Hestehaveundersøgelsen var der dog aktivitet på Molslaboratoriets område, hovedsagelig udført af forskere, speciale- og licentiatstuderende fra Aarhus Universitet. Økologiske undersøgelser af myrer blev udført af Mogens Gissel Nielsen og Torben Frode Jensen, edderkoppers biologi på hedeområder blev undersøgt af Søren Toft. I 1978-79 udførte Jan Kjærgaard sit speciale om krybdyrene på Molslaboratoriets område. Ved bl.a. mærkning og genfangst metoder var han i stand til at give skøn over de forskellige arters populationsstørrelser på arealet foruden mange andre værdifulde biologiske oplysninger.
Adfærdsforskning på insekter blev sidst i 60-erne og først i 70-erne udført af Erik Tetens Nielsen. Han havde i mange år været ansat ved et laboratorium i Florida, hvor han var involveret i forskning vedr. stikmyg. Hjemvendt til Danmark fik han en lektorstilling ved Aarhus Universitets nyoprettede Zoologiske Institut. Han havde i flere år arbejdsplads på Molslaboratoriet men flyttede siden sine forsøg med bl.a. fårekyllingers døgnrytmer til sin villa i Femmøller. Efter pensionen flyttede han igen til Florida, hvor han fortsatte sin forskning. Han arbejdede i årene på Mols meget sammen med den yngre adfærdsforsker Hans Dreisig fra Københavns Universitet, der iøvrigt har haft længere forskningsophold på Molslaboratoriet hver sommer siden begyndelsen af 60-erne. Hans forskning på Molslaboratoriet har især drejet sig om døgnrytmer hos Sct. Hansorme, kakerlakker m.m., fødesøgning hos glassværmere og humlebier, samt samspillet mellem myrer og bladlus.
Forskningsprojekter i 80-erne
Poul Hansen, Naturhistorisk Museum, udførte fra 1979 i en årrække studier af gulspurvens sang og dennes funktion i relation til territoriehævdelse m.m. på Molslaboratoriets område (Hansen 1985).
Paul Henning Krogh´s specialeprojekt "Toxisk perturbation af jordbundens mikroarthropodsamfund" udført 1984 - 85 som et randomiseret blokforsøg på Aages Agre, Molslaboratoriets område og en mark på Stenhøj tilhørende Fussingø Statsskovdistrikt. To kvalitativt forskellige sprøjtemidler, et insekticid (isofenphos) og et fungicid (benomyl) sprøjtet på små 1 m2 parceller i januar 1984 gav en række negative og positive effekter på enkeltarter af collemboler og grupper af mider som kunne klassificeres som direkte eller indirekte effekter af behandlingen. Senere prøvetagninger i 1989 viste langtidseffekter på dyresamfundene, som kunne føres tilbage til sprøjtningen 5 år tidligere.
Forskning i 90-erne
I 90-erne har Molslaboratoriet bl.a. deltaget i en række undersøgelser financieret af eksterne midler (ministerier og private fonde). Disse undersøgelser omfatter bl.a. bekæmpelsesmidlers virkning på jordlevende mikroleddyr, jordbundsfaunaen i økologisk jordbrug, husdyrgræsnings effekt på flora og fauna i Mols Bjerge og genetik og økologi hos springhaler i relation til kønnet eller ukønnet formering og miljøstress. Der var for en stor del tale om samarbejdsprojekter, og ikke alene med forskere på Naturhistorisk Museum og Aarhus Universitet, men med en lang række forskningsinstitutioner: Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Danmarks Jordbrugsforskning (DJ), Forskningscenter for Skov og Landskab (SFL), Forskningscenter Risø m.fl.
Bekæmpelsesmidlers effekt på jordbundens mikroleddyr.
Peter Gjelstrup og Henning Petersen deltog efter ansøgning i et 3-årigt forskningsprojekt 1990 - 1992 under Miljøstyrlsen: "Pesticiders effekter på meso- og mikrofaunaen i jorden" i samarbejde med forsker fra DMU og Københavns Universitet. Projektleder var Hans Løkke, Afdeling for Terrestrisk Økologi, DMU, Silkeborg. Naturhistorisk Museums opgave blev at undersøge effekten af 2 insekticider (Dimethoat og Pirimicarb) og et fungicid (Fenpropimorf) på collemboler og samspillet mellem collemboler og rovmider i en semi-felt situation, d.v.s. en eksperimentel forsøgsopstilling, der så tæt som muligt efterligner de naturlige forhold samtidig med at nogle af de variable faktorer i naturen holdes under kontrol. Semi-felt forsøgets resultater skulle så sammenlignes med deciderede laboratorieforsøg med de samme arter og pesticider.
Der blev udarbejdet et forsøg, der var baseret på såkaldte mikrokosmer, der i dette tilfælde var plastcylindre med et meget fintmasket net i bunden tilsat jord, hvor mikroleddyrene først var elimineret ved alternerende frysning og ophedning, og hvor der derefter var tilsat et bestemt antal unge individer af en eller flere collembolarter og i nogle tilfælde også rovmider. Cylindrene blev nedgravet i en dyrket mark (Stegeløkke ved Kalø) i et system af gentagne felter, som giver bedst mulige betingelser for statistisk behandling (randiomiseret blok design). Efter at cylindrene havde stået nogle dage i jorden, blev der foretaget en standardiseret sprøjtning v.h.a. en forsøgssprøjte med de 3 pesticider samt med vand i kontrolfelterne. Dimethoat blev tilført i både normal anbefalet dosis for markspøjtning og 5 gange denne dosis. De øvrige pesticider blev sprøjtet med 5 gange anbefalet dosis.
Mikrokosmerne blev herefter optaget med intervaller, hvor de sidste blev indraget 10 uger efter sprøjtning. De blev herefter uddrevet i uddrivningsapparater, hvorefter de uddrevne dyr blev optalt. Der var statistisk signifikante reduktioner af collembolantallet sammenlignet med kontrolmikrokosmerne ved både anbefalet dosis og 5 gange anbefalet dosis af dimethoat for collembolarten Folsomia fimetaria, men først efter 5 uger og indtil 10 uger efter sprøjtningen, hvorimod der ikke var effekt på tidligere tidspunkter. Der var mindre klare effekter af de 2 andre pesticider, men dog tegn på en vis negativ effekt af pirimicarb på Folsomia fimetaria (Petersen & Gjelstrup, 1995).
Den uventede forsinkede virkning af dimethoat-sprøjtningen på et tidspunkt, hvor nedbrydningen af stoffet skulle have nedsat dets toksiske virkning betydeligt, førte til et ønske om nærmere at søge forklaringer på dette i pesticidets virkning på dyrenes adfærd, vækst og reproduktionsbiologi. Dette førte til et nyt projekt "Effekten af bekæmpelsesmidler på mikroleddyrs adfærd, populationsdynamik og biodiversitet" påbegyndt i 1994 og afsluttet med 2 rapporter i 1998 (Petersen & Gjelstrup, 1998 a, b). Dette projekt blev udelukkende udført på laboratoriekulturer af collemboler af ens alder og viste bl.a. at dimethoat selv i ganske lave doser havde en hæmmende virkning på dyrenes vækst både når påvirkningen skete kontinuerligt gennem hele vækstperioden og når påvirkningen var begrænset til 1 døgn. Både æg, unger og voksne dyr blev udsat for den kortvarige påvirkning. Dødeligheden var stor ved påvirkning af helt nylagte æg, men der var kun lille effekt på væksten af de unger, der klækkede fra dimethoat-påvirkede æg. Derimod var der kraftig hæmning af væksten, når unger af forskellig alder og voksne blev udsat for pesticidet. Der var nedgang i reproduktionen, men på grund af stor variation var det vanskeligt at underbygge denne virkning statistisk.
Forskning i økologisk jordbrug
Som led i et større forskningsprogram organiseret som et center uden mure "Forskningscenter for Økologisk Jordbrug" (FØJO) deltog Peter Gjelstrup og Henning Petersen sammen med forskere fra DMU og Aarhus Universitet i en undersøgelse af samspillet mellem jordbundsfauna, kvælstofdynamik og plantevækst i en økologisk mark ved Forskningscenter Foulum nær Viborg. Projektet var financieret af Det Strategiske Miljøforskningsprogram (SMP). I forsøget indgik eksperimentel reduktion af regnormepopulationen v.h.a elektro-uddrivning. Forsøget startede i april 1997 med prøvetagning i en 2-årig kløver-græsmark, lige før den blev omlagt og tilsået med en bygafgrøde. Regnorme, enchytræer, mider og collemboler samt kvælstofindhold blev fulgt ved jævnlige prøvetagninger igennem 2 år. Regnormereduktionen gav ingen effekt på de øvrige dyregrupper. Der var voldsom nedgang i populationstætheden for de fleste dyregruppers vedkommende som følge af jordbehandlingen både i foråret og efteråret 1997, men f.eks. collembolpopulationen nåede meget store tætheder (> 100.000 pr. m2) sammenlignet med, hvad der ellers er kendt fra landbrugsjord.
Undersøgelser af småpattedyr
I 1994-97 udførte Tine Sussi Hansen et specialeprojekt over småpattedyrs forekomst på braklagte og opdyrkede marker, hovedsageligt på Kalø, men der blev suppleret med undersøgelser på tidligere opdyrkede områder på Molslaboratoriets område som repræsentative for gammel brakmarksbiotop. Et specialeprojekt over frøsprednings- og depotstrategier hos rødmus og halsbåndsmus ved Bettina Andersen blev startet på området 1994 blev afsluttet i 1997. Småpattedyrundersøgelser blev fortsat og udbygget som del af ovennævnte undersøgelser af husdyrgræsnings langtidseffekt på hede-, overdrevs- og skovøkosystemer (se særlig beskrivelse).
Registrering af flagermus
Fra slutningen af 70-erne har Helge Wahlhovd fulgt flagermusebestanden ved optællinger af dyr i flagermusekasser opsat på træer forskellige steder på området. Birgitte Johst Lindhard var i 90-erne specialestuderende på undersøgelsen. Hun afsluttede med specialerapport i 1998.
Undersøgelser af dagsommerfuglefaunaen i Mols Bjerge
Et Ph.D. projekt, oprindeligt med titlen "Kulturgræsnings indflydelse på biodiversiteten af dagsommerfugle og andre leddyr i et fredet område på Mols", der financieres af Kulturministeriet, Forskerakademiet og Naturhistorisk Museum, er udført på Mols i årene 1997 - 2000 af Peter Rostgaard Christensen. Emnet supplerer ovennævnte projekt om husdyrgræsnings langtidseffekt på hede-, overdrevs og skovøkosystemer (se særlig beskrivelse).
I tilknytning til Ph.D. projektet blev der som specialeprojekt ved Carsten Monsrud i 1999 - 2000 udført en speciel undersøgelse af skråstregbredpandens reaktion på græsning.
Andre insektundersøgelser i 90-erne
Undersøgelser af myrers økologi blev fortsat af Mogens Gissel Nielsen, Aarhus Universitet. Jacobus J. Boomsma, Aarhus Universitet, undersøgte reproduktionsstrategier hos myrearter, og hans specialestuderende Jannie Nielsen udførte en genetisk og adfærdsmæssig undersøgelse af stubmyren (Formica truncorum) 1993 - 94 . Boy Overgaard Nielsen påbegyndte i 1993 undersøgelser af fluer på kvæg. Disse undersøgelser blev fortsat i forbindelse med ovennævnte projekt om husdyrgræsnings langtidseffekt på hede-, overdrevs og skovøkosystemer. Randi Eriksen udførte et specialeprojekt vedr. forekomst, fordeling og artssammensætning af markgræshopper i relation til husdyrgræsning. Undersøgelser af snyltehvepse blev udført af Thorkild Munk, som også bestemte cikadematerialet fra langtids græsningsundersøgelsen og startede opbygningen af en referencesamling af insekter fra Molslaboratoriets område.
Fugleundersøgelser
De blev i 90-erne udført flere forskningsprojekter med Molsområdets fugle som emne. Henrik Sell, Naturhistorisk Museum, gennemførte et Ph.D.-projekt under Forskerakademiet 1991 - 1995 over fuglebestande og deres trivsel i skov med hovedvægt på mejser med økonomisk støtte det første år fra Aage V.Jensen´s Fonde. Fuglenes ynglesuccess blev fulgt ved inspektion af 150 redekasser opsat i 3 forskellige semi-naturlige skovtyper, og fuglenes fouragering blev registreret gennem hele året. Henrik Sell foretog senere undersøgelser af lopper i fuglekasser. Fra 1997 udførte Henrik Sell fugleundersøgelser som led i de ovenfor omtalte undersøgelser af husdyrgræsnings langtidseffekt på hede-, overdrevs- og skovøkosystemer.
Ungeproduktion og fouragering hos mejser på Mols blev sammenlignet med tilsvarende på Anholt og Læsø af David A. Wiggins, Aarhus Universitet, assisteret af Martin Lykke Sørensen, Københavns Universitet, som afsluttede undersøgelser over sortmejsens fourageringsadfærd på Mols og Anholt i 1995.
En standardiseret registrering af ynglende småfugle i forskellige dele af Molslaboratoriets område blev udført efter kortlægningsmetoden af Anders Holm Joensen, Poul Hansen og Henrik Sell, Naturhistorisk Museum, 1993 (?)- 1996.
I 1998 startede Torsten Balsby et Ph.D. studium under Københavns Universitet over funktion af sang- og kaldtyper hos tornsanger.
Økologiske og populationsgenetiske undersøgelser af parthenogenese vs. kønnet formering hos collemboler i relation til stressfaktorer i miljøet.
Henning Petersen havde ved flere lejligheder tilbage fra 1978 undersøgt populationer af en collembolart Mesaphorura macrochaeta langs en transekt på Molslaboratoriets strand. Arten er vidt udbredt og almindelig i mange biotoper. Normalt forekommer rene hun-populationer, og deter vist, at de kan formere sig som isolerede enkeltindivider gennem mange generationer. I den ydre del af strandzonen indtil omkring 30 m fra vandlinien ved normal vandstand forkommer imidlertid populationer med hanner og nogenlunde ligelig fordeling mellem de to køn. Bortset fra denne og andre strandlokaliteter er hanner hidtil kun fundet en enkelt gang i landbrugsjord, i en kobberforurenet mark i Hygum ved Vejle og på norske fjeldtoppe. Fundene tyder på, at de biseksuelle populationer er knyttet til omgivelser med en høj grad af stress eller med uforudsigelig forekomst af forstyrrelser. Henning Petersen (1978) havde tidligere antaget en model foreslået af den amerikanske populationsgenetiker C.G. Williams, hvor det antages, at kønnet formering giver anledning til større genetisk variation, så der på den måde sikres et bredt spektrum af tilpasningstyper.
En bevilling fra Carlsbergfondet gjorde det muligt at ansætte den svenske populationsgenetiker Monica Niklasson i 2 år (1997 - 1999) til nærmere populationsgenetisk og økologisk analyse af populationerne langs strandtransekten og i den kobberforurenede mark. DNA-analyser (RAPD-teknik) viste mod forventning, at den parthenogenetiske population på stranden bestod af flere kloner og at den genetiske diversitet var større i den parthenogenetiske population end i den biseksuelle population, som havde en usædvanlig lav genetisk diversitet (Niklasson, Petersen & Parker, 2000). Det viste sig ved eksperimenter, at den biseksuelle population i gennemsnit havde betydeligt højere tolerance overfor tørke- og temperaturstress end den parthenogenetiske population. Disse fund modsiger konventionel viden om fordelingen af parthonogenetiske og biseksuelle populationer i forhold til miljøstress. Måske skyldes den lave genetiske diversitet i den biseksuelle population indavl, som kunne være sandsynlig i denne biotop, hvor små populationer, der er udsat for kraftig selektion, er aggregeret og isoleret omkring planterødder med ringe mulighed for udveksling af gener imellem delpopulationer.