Foto: Mariomassone

Skal jeg være bange?

Nej. Der er ingen som helst fare for, at ulve vil angribe mennesker i Danmark. Selvfølgelig kan et fuldkomment absurd tilfælde ikke udelukkes, men det er tæt på! Med en bestand af ulv på over 15.000 i Europa, 40.000 i Rusland og 60.000 i Nordamerika er der i de seneste 50 år således kun rapporteret om i alt 8 dødsfald, hhv. 4 i Rusland og 4 i Spanien – og alle dødsfald ligger snart 50 år tilbage. Hvepse, stikmyg, flåter, hunde, katte, peanuts, trafik, faldulykker osv. er alle langt, langt farligere end ulve.

I fremtiden kommer der langt flere ulve i Europa, og ulven er et rovdyr, som man skal omgås med forsigtighed. I forvaltningen af vore ulvebestande gælder der derfor nogle simple regler, som man skal huske på:

  1. Ulve med rabies (hundegalskab) er farlige – akkurat som ræve og hunde. Rabies skal derfor bekæmpes med alle midler.
  2. Ulve skal kunne finde rigeligt med føde i naturen! Det er absolut ikke meningen, at ulvene skal følge efter rævene ind i byerne.   
  3. Tamme ulve er farlige ulve. Når ulve tør komme tæt på mennesker, kan der opstå problemer. Ulve skal derfor forblive sky.
  4. Problemer skal løses øjeblikkeligt. Hvis en ulv udviser aggressiv adfærd, bør den aflives.
  5. Man skal ikke efterlade spædbørn midt ude i en stor skov eller på en hede, mens man selv går på shopping.

Til gengæld er ulven specialist i at tage husdyr. Der er ingen som helst tvivl om, at der vil opstå problemer, når danske ulve begynder at tage får, frilandsgrise mv. 

Eftersom Danmark ift. EU’s Habitatdirektiv er forpligtet til at sikre en eventuel bestand af ulv, er det vigtigt med en erstatningsordning. Ellers vil ulvene formentlig blive skudt eller bekæmpet – på trods af loven.

Informationsmateriale på engelsk om sandsynlighed for ulveangreb på mennesker (pdf - åbner i et nyt vindue)

Billedet viser en Nordamerikansk ulv med bytte. Foto: Mariomassone

 

Gratis i det grønne

Kom med på gratis guidede naturture - i Aarhus, i Mols Bjerge og i din baghave.

Se mere i kalenderen

Naturhistorisk Museum · Wilhelm Meyers Allé 210, Universitetsparken, 8000 Arhus C · Tlf 86129777 · nm@nathist.dk · www.nathist.dk