Solsortene slap med skrækken!

Jeg bor i en etageejendom i Øgadekvarteret i Århus, hvor der er et afvekslende dyreliv året rundt. I de senere år har solsortene haft det godt, og hvert et hjørne er snart fyldt med fugle, der forsvarer deres territorier - selvom der ikke kan være mange orme at finde, for jorden er mest dækket med beton.

Sidste sommer havde jeg en morsom oplevelse med et par ynglende solsorte. De havde deres rede under taget i et åbent cykelskur, men fik en dag besøg i gården af en skade, der var på ægrov. Stor var larmen fra begge solsorte, der også korporligt forsøgte at smide skaden ud, men uden held. Skaden plyndrede reden og fløj bort med et æg. Der var bare det, at det var den forkerte rede, den plyndrede. Oven på et plankeværk havde en person anbragt en kunstig fuglerede med nogle fine porcelænsæg i. Det var sådan et, skaden huggede og hurtigt fløj bort med. Jeg kunne godt have tænkt mig at se skaden, når den skulle til at spise sit æg!

Observeret i sommeren 2006  

Tekst og foto: Tom Lund (4/4 2007)

Gratis i det grønne

Kom med på gratis guidede naturture - i Aarhus, i Mols Bjerge og i din baghave.

Se mere i kalenderen

Naturhistorisk Museum · Wilhelm Meyers Allé 210, Universitetsparken, 8000 Arhus C · Tlf 86129777 · nm@nathist.dk · www.nathist.dk