Ræve har ingen pli

Jeg bor på en stor grund, der ligger i kanten af byen. En ræv, som har holdet til i området, har jeg fodret et par gange, og egentlig troede jeg, at kræet og jeg havde en ”gentleman agreement” om, at han (m/k) fik de slagtede hanekyllinger, som jeg ikke orkede at gøre i stand – og til gengæld holdt han sig fra min hønseflok bag hegnet. Men i ly af mørket under snestormen i februar drev sulten bæstet til at bryde ind i huset med de mest sjældne og kostbare høns. Den myrdede løs og efterlod 12 dræbte høns og 2½ død hane. Derefter kom den jævnligt om natten og gnavede de snore over, som holdt lemmene ind til hønsehuset lukket. Den kradsede på hønsehusene og gnavede sig gennem fiskenettet over hønsegården, dog uden at få noget ud af sine anstrengelser.

En nat i juni lykkedes det for den at flå et bræt af et kyllingehus og at dræbe en skrukhøne og 7 ud af 8 kyllinger. Mærkelig nok blev den ikke skræmt af, at jeg kom ud med hunden, for mens jeg gik ind med den eneste levende høne (som havde siddet skjult i hækken), kom den frem og stak af med den døde høne.

Så var der erklæret krig! Næste dag drog jeg i maskinforretningen og købte udstyr til elhegn, som var sat op inden natten. 7 strømførende tråde med 10 centimeters afstand, lige fra 5 cm over jorden. Det er et mas at holde tråden fri af græsset. Der er strøm til hegnet både dag og nat. Siden har både høns og jeg sovet roligt. En tidlig morgen ved 4-tiden vågnede jeg ved skræppen fra hønsegården, stod op og så ræven sidde ca. 10 m fra el-hegnet. Den kunne tydeligvis huske det smæk, den havde fået over næsen sidst, for den luntede væk, uden at forsøge sig igen.  

August 2007

Venlig hilsen Lone Aasted

Foto: Sussie Pagh

Gratis i det grønne

Kom med på gratis guidede naturture - i Aarhus, i Mols Bjerge og i din baghave.

Se mere i kalenderen

Naturhistorisk Museum · Wilhelm Meyers Allé 210, Universitetsparken, 8000 Arhus C · Tlf 86129777 · nm@nathist.dk · www.nathist.dk