Rågerne som rejsekammerater

Nogle beboere i mit boligområde i det sydøstlige Odense brokker sig af og til over rågerne i den lille nærliggende skov. Hvad problemet består i, forstår jeg ikke rigtig. De passer jo sig selv og generer ikke nogen. De kommunikerer godt nok højlydt ved solopgang og solnedgang, men når man bor i udkanten af byen, har man jo valgt at være tæt på naturen, og for mig blev rågernes råben og snakken en daglig kærkommen oplevelse, da jeg i sin tid gik på Journalisthøjskolen og pendlede til Århus hver dag.

Jeg følte mig jo som Palle Alene i Verden, når jeg hver morgen tumlede ud af sengen kl. 5.25 og cyklede de syv-otte kilometer ind til byens banegård for at nå toget kl. 7.50. I de tidlige forårsmåneder blev rågerne mine faste rejsekammerater, som fulgte mig på vej. De lettede fra kolonien samtidig med, at jeg kørte hjemmefra, og da vi åbenbart skulle samme vej, fulgte de mig som en flagrende sort sky over mit hoved.

Den første kilometer eller to fløj de i samlet flok og diskuterede livligt, hvad råger nu diskuterer. Men undervejs skilte småflokke sig ud og fulgte deres egne veje, og når jeg nåede ind til banegården, sagde jeg farvel til de sidste. Det fascinerede mig. Tænk, at "vores" råger hver dag søger føde syv-otte kilometer hjemmefra! 

Forleden gik min mand og jeg tur i skoven, da rågerne i skumringen kom hjem til kolonien. Længe stod vi og iagttog dem, mens de fløj rundt over trætoppene, før de slog sig ned for natten. Det var næsten lige så fascinerende som at se “sort sol” i Sønderjylland. 

Odense

Lonnie Findal

Gratis i det grønne

Kom med på gratis guidede naturture - i Aarhus, i Mols Bjerge og i din baghave.

Se mere i kalenderen

Naturhistorisk Museum · Wilhelm Meyers Allé 210, Universitetsparken, 8000 Arhus C · Tlf 86129777 · nm@nathist.dk · www.nathist.dk