Tårnfalk

Falco tinnunculus

Kendetegn

Tårnfalken er en lille rovfugl med lang hale og forholdsvis lange, smalle vinger. Tårnfalken har rødbrun overside og en lys plettet underside. Desuden har den som alle falke en sort stribe, ”skægstriben”, under øjet. Han og hun ligner hinanden, men hunnens overside er lidt lysere, og de sorte striber sidder tættere og ses snarere som tværbånd end pletter. De unge fugle ligner hunnen, men oversiden er mørkere.

Livet uden for byen

Tårnfalken er udbredt i hele landet. En typisk ynglelokalitet er en forladt kragerede i en mindre skov eller i en gruppe træer på åbent land, fx hede, eng, klit eller golfbane. Tårnfalken ses tit ”musende” langs vejene. At muse vil sige, at den hænger i luften på svirrende vinger, mens den spejder efter bytte. Tårnfalken holder også ofte udkig fra hegnspæle, højspændingsledninger og elmaster. De fleste danske tårnfalke bliver i landet om vinteren, men enkelte flyver til Holland, Frankrig eller Italien.

Føde

Tårnfalken jager sit bytte i det åbne land. Den står ”musende” i ca. 10-20 meters højde og styrtdykker, når den opdager et bytte. Den ses ofte langs motorveje, over marker eller golfbaner. Den lever af mus, især markmus, men om foråret og om sommeren tager den også fugleunger og insekter. Krybdyr, padder og snegle tages også af og til.

Livet i byen

Tidligere var det ikke ualmindeligt, at tårnfalke - som navnet antyder - rugede i kirketårne. Her kunne der i nogle tilfælde bo flere par sammen. I 1880 rugede tårnfalken stadig i tårnet på Vor Frue Kirke i København, men den forsvandt i en lang årrække frem til 1954, hvor den igen ynglede i kirken. I den mellemliggende periode var tårnfalken forsvundet fra det indre København. Fra 1968 og fremefter begyndte tårnfalkene igen at yngle flere steder i byen. I Århus yngler tårnfalken også i den indre by, bl.a. i en fuglekasse opsat på Naturhistorisk Museum og ved en skorsten på Kommunehospitalet.

Videre læsning

Fugle og natur 

Dof

The Internet Bird Collection (video og lyd)

Projektet Stenbronatur er støttet af:

samt Svalens fond og Grosserer Schiellerup og Hustrus Fond.

Gratis i det grønne

Kom med på gratis guidede naturture - i Aarhus, i Mols Bjerge og i din baghave.

Se mere i kalenderen

Naturhistorisk Museum · Wilhelm Meyers Allé 210, Universitetsparken, 8000 Arhus C · Tlf 86129777 · nm@nathist.dk · www.nathist.dk