Fiskehejre

Ardea cinerea

Kendetegn

Fiskehejren er en stor, iøjnefaldende fugl med langt næb, lang hals og lange ben. Den har et vingefang på 170 cm. Fiskehejren har orangegult næb og hvidt hoved. Halsen er hvid med sorte aftegninger. I nakken har den to lange, sorte fjer. Ryggen og vingerne er grå, og bugen er sort. Han og hun er ens af udseende, og ungfuglene ligner de voksne, dog er deres hals mere grå end hvid.

Livet uden for byen

Fiskehejren er almindelig i hele landet med undtagelse af en række mindre øer og Bornholm. Fiskehejren yngler i skove i nærheden af søer eller i lavvandede fjorde.De fleste fiskehejre forlader Danmark om vinteren og overvintrer i den vestlige del af Europa eller Nordafrika. Fuglene vender tilbage i perioden fra februar til maj.

Føde

Fiskehejren lever af fisk, padder, krybdyr og mindre pattedyr, fx mus, mosegrise og muldvarpe. Desuden tager fiskehejren insekter, krebsdyr, orme og snegle.

Livet i byen

Siden fiskehejrerne er blevet fredet, er de blevet mere tillidsfulde, og gennem de seneste årtier er de blevet almindelige i byområder over hele landet. I Frederiksberg Have ved København yngler en koloni på mindst 60 par hejrer midt i storbyen. Her er enkelte individer blevet så tillidsfulde, at de kan fodres med hånden. Fiskehejren ses ofte i kanten af søerne i byens parker og ved havedammen. Desværre kan de tillidsfulde hejrer være et dyrt bekend for folk, som gerne vil have fisk i haven. Det er som regel nemt for hejren at tømme det lavvandede bassin for fisk.

Videre læsning

Fugle og natur

Dof

The Internet Bird Collection (video og lyd)

 

 

 

Projektet Stenbronatur er støttet af:

samt Svalens fond og Grosserer Schiellerup og Hustrus Fond.

Gratis i det grønne

Kom med på gratis guidede naturture - i Aarhus, i Mols Bjerge og i din baghave.

Se mere i kalenderen

Naturhistorisk Museum · Wilhelm Meyers Allé 210, Universitetsparken, 8000 Arhus C · Tlf 86129777 · nm@nathist.dk · www.nathist.dk