Kortlægningen af måger i Århus 2007

Naturhistorisk Museum og Århus Kommune kortlagde i juni ynglende måger i Århus. Mågerne blev talt fra høje bygninger som fx domkirken, Hotel Atlantic og Hotel Mercur, Bruuns Galleri og Brandstationen m.fl. Desuden efterlyste museet aarhusianere, som havde kendskab til måger på tagene, og som enten havde gode eller dårlige oplevelser med mågerne. Konklusionen på undersøgelsen blev, at der samlet set ikke er sket en stigning i antallet af ynglende måger i Århus siden sidste mågetælling i 1999. Antallet af ynglende måger i Århus ligger på 150-200 par. Dog ser det ud til, at der er sket en koncentration af måger i midtbyen, især omkring strøggaderne. Det kan ikke udelukkes, at der er sket en stigning i antallet af ikke-ynglende måger. I midtbyen yngler de fleste måger solitært, mens de på havneområder og i industrikvarterer yngler i kolonier på 5-27 individer. De fleste folk, som henvendte sig til museet i forbindelse med undersøgelsen, var positive over for mågerne. Mange så dem som en del af byens maritime islæt, og mange aarhusianere fulgte mågerne, fra de lagde æg, til de fik unger på vingerne. Nogle gav ligefrem mågerne navne og fulgte dem år efter år. Der var dog også negative henvendelser. Klagerne over mågerne drejede sig især om støjgener, fx højlydte skrig fra mågerne tidligt om morgenen, men også om svineri af mågeklatter og redemateriale.

Stort set alle registrerede måger i Århus er sølvmåger. Der blev dog fundet enkelte par af ynglende sildemåger. Mågerne begyndte at etablere sig i byen i løbet af 1980’erne og 1990’erne - ikke bare i Århus, men også i andre kystbyer i Danmark og andre steder i Europa. Man ved ikke hvorfor, men stigende mængder affald fra fastfood-industrien kan være en af årsagerne. At mågerne også henter føde på havet, vidner muslingeskaller på tage og i tagrender om.

Naturhistorisk Museum hører stadig gerne fra folk med historier om måger. Send en mail til Sussie Pagh: sp@fo-aarhus.dk

Se rapporten: Mågerne i Århus by 2007

Gratis i det grønne

Kom med på gratis guidede naturture - i Aarhus, i Mols Bjerge og i din baghave.

Se mere i kalenderen

Naturhistorisk Museum · Wilhelm Meyers Allé 210, Universitetsparken, 8000 Arhus C · Tlf 86129777 · nm@nathist.dk · www.nathist.dk