Tykbenet kæmpejæger

Alopecosa cuneata                  

Beskrivelse

Tykbenet kæmpejæger er arten med flammetegningen på bagkroppen! Hannen er 8-10 mm lang og næsten umiskendelig. Skinnebenene er sorte og voldsomt hævede, og bagkroppen prydes af en lang og kontrastrig, mørk flammetegning med en tyk, lys rand. Hunnen er en lidt større, svagere farvet udgave af hannen. Flammetegningen ned ad bagkroppen kan sagtens erkendes, og på siden af denne har hun normalt antydningen af sildeben. Et meget vigtigt kendetegn er forkroppens ubrudte, lyse sidestriber. Farvestyrken og kontrasten kan variere, ligesom de ikke-kønsmodne hanner kan være lidt mere tyndbenede at se til. Tydelige flammetegninger ses også hos kilekæmpejæger, der dog i alle dragter kan kendes på, at dens sidestriber er tynde og usammenhængende. Endvidere er kilen hos kilekæmpejæger kortere og normalt lidt mindre kontrastrig end hos tykbenet kæmpejæger.

Udbredelse

Arten findes spredt i hele landet, dog tilsyneladende flest på sandede arealer i Østjylland.

Levesteder

Tykbenet kæmpejæger er knyttet til artsrige overdrev eller sandmarker, ofte i en vis grad af tilgroning. Den synes at være ganske lokalt udbredt, men hvor den forekommer, kan den dog være umådeligt talrig.

Biologi

I modsætning til de mindre ulveedderkopper render hunnen ikke rundt med sin ægsæk. Derimod graver hun en retræte i jorden til æggene, hvor hun bevogter ægsækken. Når æggene er klækket, løber hun nogle gange rundt med ungerne på ryggen, indtil de er tilstrækkeligt store og forlader hende. Herefter dør hun. Tykbenet kæmpejæger er en rigtig forårs- og sommerart, som man møder i kønsmoden tilstand i april-august. Resten af året ser man ikke meget til den. 

 

Foto: © Naturhistorisk Museum

Fakta                 

Længde: 8-10 mm, med ben op til 18 mm

Levealder: 1 år

Æg antal: Op til 30 stk. pr. ægsæk

Hyppighed: Almindelig og udbredt

Udbredelse, verden: Nordeuropa og Asien

Udbredelse, Danmark: Hele landet, dog hyppigst i Østjylland

Gratis i det grønne

Kom med på gratis guidede naturture - i Aarhus, i Mols Bjerge og i din baghave.

Se mere i kalenderen

Naturhistorisk Museum · Wilhelm Meyers Allé 210, Universitetsparken, 8000 Arhus C · Tlf 86129777 · nm@nathist.dk · www.nathist.dk