Lille murmejer

Oligolophus hanseni                

 

Beskrivelse

En kompakt, mørk og kortbenet mejer, som normalt giver et ganske ensfarvet indtryk. Kropslængden er omkring 5 mm, og benene er op til at par centimeter lange.

Arten kan normalt kun bestemmes som fuldvoksen, og da er et af de bedste kendetegn, at de tre forreste pandetorne er ganske store og med spidser, der peger mod hinanden (såkaldte konvergerende spidser). Øjenhøjens længdefure er normalt mørk.

Lille murmejer forveksles især med lille skovmejer, der til dels træffes på samme lokaliteter, men som ikke har konvergerende pandetorne. Lille skovmejer har desuden en tydelig sort midterstribe i en ellers lys længdefure i øjenhøjen.

Udbredelse

Arten findes talrigt overalt i Danmark og Europa.

Levesteder

Lille murmejer træffes især på husmure og vægge. Et rigtigt godt sted at opstøve kræene er hvidkalkede kirkemure, hvor mejere og edderkopper tydeligt kan ses. Den er dog også fundet i skove, på træer m.v.

Biologi

Arten er kønsmoden hen på efteråret. Den er ligesom andre mejere nærmest altædende! Man møder ofte arten på lune, stille dage efter en kølig nat, hvor den går på jagt efter springhaler og små edderkopper. Lille murmejer ses typisk i september-december, noget afhængigt af temperaturen. I nogle vintre kan den træffes helt hen i januar. 

 

Foto © Naturhistorisk Museum

Fakta                 

Længde: 5-7 mm, med ben op til 40 mm

Levealder: 1 år

Kønsmoden: September-januar

Æg antal: Op til 100 æg

Hyppighed: Meget almindelig

Udbredelse, verden: Europa

Udbredelse, Danmark: Hele landet

Gratis i det grønne

Kom med på gratis guidede naturture - i Aarhus, i Mols Bjerge og i din baghave.

Se mere i kalenderen

Naturhistorisk Museum · Wilhelm Meyers Allé 210, Universitetsparken, 8000 Arhus C · Tlf 86129777 · nm@nathist.dk · www.nathist.dk