Gul iris

Iris pseudacorus

                              

Beskrivelse

Gul iris er en sumpplante med kraftig, forgrenet jordstængel og store, tredelte, gule blomster. De sværdformede blade er grønne med et grågrønt anstrøg. De har ingen stilk og er op til 3 cm brede. Bladet har hverken stængel eller bladplade. Bladene sidder tæt, indlejret i jordstænglen.

Stænglen er massiv, rund og kun let grenet. Hver gren bærer en enkelt blomst. Hele stilken og knoppen er omgivet af to tætsiddende højblade. Disse forbliver samlet, når blomsten er sprunget ud, og omslutter helt eller delvis blomsterstænglen. Blomsterknoppen er cigarformet med gul spids af tydeligt sammenrullede blosterblade.

Som en rigtig sumpplante har gul iris luftkanaler i både blade og stængel. På den måde forsynes plantens rodsystem i den iltfrie bund med luftens friske ilt.

Iris er giftig, især roden, men kun i frisk tilstand, hvor den kan ætse huden.

Udbredelse

Gul iris er udbredt i hele Danmark. Mange steder er den meget almindelig, men i Vestjylland er der længere imellem dem.

Dens naturlige udbredelse omfatter Europa, det vestlige Asien og Middelhavslandene. Den er indslæbt til Nordamerika, hvor den er et besværligt ukrudt, der bekæmpes som invasiv art.

Levesteder

Gul iris vokser i mange naturtyper med næringsrig, våd bund og kan også gro på lavt vand. Den kraftige jordstængel forgrener sig, og den kan danne ret store, tætte bestande. Voksestederne varierer: rørskov, ellesump, pilekrat og andre skovprægede sumpe, enge, kær, søbredder, bræmmer langs vandløb og i grøfter.

Formering

Irisblomstens specielle udformning er indrettet på insektbestøvning, især humlebier. Griffelflig og blosterblad danner tilsammen et ”rør” med to ”læber”, en delblomst. Insekterne besøger planten for få fat i nektaren i bunden af røret. De lander på underlæben og ledes på vej af en brun tegning (et ”saftmærke”). Når den lådne humlebi mosler sig vej ned i bunden af delblomsten, afsættes der pollen på dens ryg. Når humlebien besøger en anden delblomst afsættes støvet igen på de brede støvfang.

Efter bestøvningen udvikler gul iris en stor, cylindrisk frugtkapsel, der spalter op i tre. I kapslen findes talrige rødbrune frø, der spredes fra de nikkende kapsler. Da iris-stænglen bliver noget slap efter afblomstringen, drysser frøene ned et stykke væk fra planten, enten på jorden eller i vand. Frøene kan flyde på vandoverfladen og spredes ganske effektivt ad den vej.

Gul iris kan desuden formere sig vegetativt og danne bestande ved hjælp af den krybende jordstængel.

Anvendelse

Gul iris er en populær plante i havedamme. Den er nem at holde. Mange af dens farvestrålende slægtninge er ligeledes haveplanter.

 

Foto:© Jean-Jacques MILAN

Fakta                 

Plantetype: Enkimbladet frøplante af irisfamilien

Varighed: Flerårig staude

Højde: 60-100 cm

Blomsterfarve: Gul

Blomstringsperiode: Juni-juli

Blade: 10-30 mm brede, lange, grågrønne

Formering: Frøspredning (kønnet formering) og vegetativt (ukønnet)

Bestøvning: Insekt-bestøvning

Voksested: Sumpe, rørskove, kær, sø- og vandløbsbredder

Bestand: Almindelig

Udbredelse, verden: Europa, vestlige Asien, Middelhavslandene, indslæbt til Nordamerika

Udbredelse, Danmark: Overalt i Danmark

Giftighed: Hele planten er lettere giftig, især roden

Beskyttelse: Ingen

Anvendelse: Prydplante i havedamme

Gratis i det grønne

Kom med på gratis guidede naturture - i Aarhus, i Mols Bjerge og i din baghave.

Se mere i kalenderen

Naturhistorisk Museum · Wilhelm Meyers Allé 210, Universitetsparken, 8000 Arhus C · Tlf 86129777 · nm@nathist.dk · www.nathist.dk