Akstusindblad

Aks-tusindblad

Myriophyllum spicatum

                              

Beskrivelse

Aks-tusindblad er en flerårig vandplante, der enten flyder eller slår rod. Skuddene er op til 1,5 meter lange med mange grene. Bladene sidder i kranse på den rødlige stængel med 4 (sjældent 5) blade i hver krans. Bladene er delt i en masse ganske tynde flige, så planten ser ud, som om den har tusindvis af blade. Blomsterne er rødlige, men ellers ret uanselige, og sidder i et aks, der rager ca. 10 cm op over vandoverfladen.

Udbredelse

Aks-tusindblad er udbredt i det meste af landet og almindelig. I Vendsyssel samt på Læsø og Anholt mangler den dog helt.

Levesteder

Aks-tusindblad er knyttet til næringsrige søer, damme og vandhuller, grøfter, tørvegrave og findes også i åer. Den kan godt vokse i brakvand. Aks-tusindblad foretrækker områder med moræneler og gerne med kalk, fx mergelgrave, og er derfor mindre almindelig i sandjordsegne.

Planten kan danne store, undersøiske bestande og foretrækker vanddybder på 1-6 meter. Aks-tusindblad er vigtig som skjulested for masser af vandinsekter og småfisk.

Formering

Aks-tusindblad formerer sig i vid udstrækning vegetativt ved, at skud brækker af stænglerne og slår rod et nyt sted. Den vegetative spredning sker ofte ved hjælp af fugle.

Blomsterne vindbestøves, og de nøddeagtige delfrugter spredes på vandoverfladen eller som blinde passagerer hos fugle.

På dybt vand er aks-tusindblad stedsegrøn, mens den på lavt vand visner helt til grunden. På den rodfæstede jordstængel findes knopper til næste års løv. Blomstringen finder sted i juni-august.

Anvendelse

Ingen kendt anvendelse.

 

Foto: © Kristian Peters

Fakta                 

Plantetype: Tokimbladet frøplante af tusindbladfamilien

Varighed: Flerårig, stedsegrøn på dybt vand

Højde: 1,5 meter lange skud

Blomsterfarve: Rødlig

Blomstringsperiode: Juni-august

Blade: Meget fligede, dildagtige

Formering: Frøspredning (kønnet formering) og vegetativt (ukønnet)

Bestøvning: Vindbestøv-ning

Voksested: Næringsrige søer, vandhuller, tørvegrave m.fl. – i brakvand

Bestand: Almindelig, lokalt mindre almindelig

Udbredelse, verden: Europa, Asien og Amerika, sjælden i det øvrige Norden

Udbredelse, Danmark: Overalt i Danmark, bortset fra Læsø og Anholt

Giftighed: Ingen

Beskyttelse: Ingen

Anvendelse: Ingen

Gratis i det grønne

Kom med på gratis guidede naturture - i Aarhus, i Mols Bjerge og i din baghave.

Se mere i kalenderen

Naturhistorisk Museum · Wilhelm Meyers Allé 210, Universitetsparken, 8000 Arhus C · Tlf 86129777 · nm@nathist.dk · www.nathist.dk