Spækhugger

Orcinus orca   

 

Beskrivelse

Spækhuggere kendes let på deres markante, sorte rygfinne, der kan blive op til 2 m høj hos hannerne. Desuden har begge køn en grålig, saddelformet plamage lige bag rygfinnen og hvide øjepletter. Bugen og undersiden af halen er hvid. De afrundede og forholdsvist lange luffer er sorte. Hos hannerne kan lufferne være næsten to meter. Rygfinnens form og "sadlen" anvendes til at genkende de forskellige individer. Hanner er ca. en tredjedel større end hunnerne og bliver godt 5-9 m. Hunnernes længde varierer fra godt fire en halv meter op til næsten otte meter. Alle har en høj blåst (vandstrålen ud af sprøjtehullet). Spækhuggere anvender forskellige former for lyde, både ekkolokaliseringsklik, fløjtelyde og andre kommunikationskald. Nogle af lydene danner dialekter, der er forskellige fra flok til flok. Kalvene genkender dels deres mor, dels resten af deres gruppe på kaldet.

Udbredelse

Spækhuggere findes i alle verdens have fra polerne til ækvator og lever både oceanisk og kystnært. Det gør arten til et af de mest udbredte dyr i verden. Spækhuggerne synes dog at foretrække en kystnær levevis.

Levesteder

Spækhuggere deles op i tre kategorier: permanente grupper, der lever i et bestemt område (standflokke), grupper uden et fast tilhørsforhold til et område (vandreflokke)og oceaniske grupper (åbentvandsform). Dyrenes adfærd, flokstruktur og føde afhænger af deres levevis.

Biologi

Spækhuggeren er den største delfinart. Den er kendt for at leve i tætte, ofte livsvarige, sociale familiegrupper bestående af både hanner og hunner. I gennemsnit varer sådan et tilhørsforhold 29 år for hanner og ca. 50 år for hunner. Inden for flokken udviser individerne stor samhørighed og social adfærd. Gennemsnitslevealderen for hanner er kortere end for hunner. 30 år er normalt, men enkelte bliver 50-60 år. Hunner bliver ca. 50 år, men der er eksempler på 70-90-årige.

Parringen foregår mellem dyr fra forskellige flokke. Hannerne parrer sig med adskillige hunner. Ungerne er ca. 1,9 m og derover ved fødslen og vejer næsten 200 kg. Hunner føder en unge med ca. fem års mellemrum. Hunnerne kan føde på alle tidspunkter af året, men oftest om vinteren. Ungerne dier i op til to år, men begynder allerede at tage fast føde til sig, når de er godt et år gamle. Dødeligheden er stor, og kun omkring halvdelen af ungerne når at blive et år. Alle i flokken, også hannerne, tager sig af ungerne. Begge køn bliver kønsmodne, når de er 15 år, men hannerne synes ikke at få adgang til hunnerne, før de er ca. 21 år. Hunnerne føder i gennemsnit fem unger i løbet af deres liv.

Spækhuggere et absolut top-rovdyr med en alenlang spiseseddel, der rækker fra unger af fx blå- og gråhval over sæler, fisk og blæksprutter til pingviner og havfugle. Der indgår flere hundrede arter i den varierede kost. Dette har sammen med deres velkoordinerede jagtmetoder med et tæt samarbejde mellem gruppens medlemmer givet spækhuggeren tilnavnet "havets ulv".

Spækhuggere kan svømme med en hastighed på 56 km/t. I jagten på fx sæler kan de kaste sig helt op på kysten for at få fat i deres bytte. Yngre spækhuggere lærer, hvordan de skal komme op på land og ud igen af de ældre i flokken. En flok spækhuggere kan jage byttet træt eller isolere en hvalunge fra dens mor eller gruppe og hindre den i at komme op til overfladen, så den drukner. Nogle spækhuggere jager endda hajer!

Fakta                 

Kropslængde: Hanner 5,1-9 m (rekord 9,8 m), hunner 4,6-7,7 m

Vægt: Hanner omkring 6 tons (rekord ca. 8 tons)

Parringsperiode: Hele året

Drægtighedstid: 15-18 måneder

Antal unger/kuld: 1

Antal kuld/år: Fødsel ca. hvert femte år

Levetid (max.): Hanner i gennemsnit 30 år, enkelte 50-60 år. Hunner 50 år, enkelte 70-90 år

Udbredelse, verden: I alle verdenshave, såvel kystnært som langt fra kysten

Udbredelse, Danmark: Ses jævnligt i det nordlige Skagerrak og Nordsøen, observationer i andre danske farvande i 2000, 2001 og 2002. Strandinger i 1995 på Rømø, 1990 ved Randers Fjord og i 2007 af en unge ved Sæby. Rester af spækhuggere kendes bl.a. fra stenalderfund ved Årslev Engsø ved Århus.

Beskyttelse: Lokalt truet

Anvendelse: Populære i delfinarier

Fjender: Menneske

Gratis i det grønne

Kom med på gratis guidede naturture - i Aarhus, i Mols Bjerge og i din baghave.

Se mere i kalenderen

Naturhistorisk Museum · Wilhelm Meyers Allé 210, Universitetsparken, 8000 Arhus C · Tlf 86129777 · nm@nathist.dk · www.nathist.dk