Markfirben

Lacerta agilis  

 

Beskrivelse

Markfirbenet har et ret højt og sammentrykt hoved. Kløerne på forfødderne er 1½ gang så lange som på bagfødderne. Fra april til juni er hannerne grønne på kroppens sider. Ellers er grundfarven brunlig med mørke pletter med “øjne”. Ned langs ryggen ses en linje af hvide punkter.

Markfirbenet er væsentligt kraftigere bygget end almindeligt firben, som det bl.a. adskiller sig fra ved at forfødderne har længere og krummere kløer end bagfødderne, det sammentrykte hoved og de hvide punkter ned langs ryggen.

Hvis markfirbenet angribes af en fjende, kan det smide halen. Der sidder brudzoner i flere af halehvirvlerne, så de kan knække ved sammentrækning af muskler. Da den afbrækkede hale ligger og vrider sig i lang tid, kan det aflede rovdyrets opmærksomhed, så firbenet får en chance for at slippe væk.

Udbredelse

Markfirben forekommer i et bredt bælte gennem Europa og Asien afgrænset af Frankrig i vest og Bajkalsøen i øst. Mod nord er grænsen for udbredelse en juli-temperatur 16° C, dvs. at markfirben findes i Sydengland, Mellemsverige og de baltiske lande. Sydgrænsen følger de europæiske bjergkæder.

Markfirbenet findes i alle landsdele her i landet, dog ikke på Læsø og det meste af Lolland-Falster. Arten er dog sjælden i visse dele af Jylland.

Levesteder

Da markfirbenet lægger æg i en hule, som graves i jorden, lever det på steder, hvor der kan graves, og hvor solvarmen kan udruge æggene. Det kan være i klitter, i hedeterræn, på bakker, i grusgrave og på sydvendte baneskråninger. Området skal indeholde steder med bar jord. Markfirben har tendens til at leve i grupper, kolonier. Hvert individ har et hul, som det overnatter i.

De voksne firben går i dvale i september, mens de nye unger i solrige efterår kan være aktive til langt ind i oktober. Dvalen foregår i dybe gange, som firbenet selv graver, i helt ned til 1,5 meters dybde.

Biologi

Hannerne kommer frem af vinterdvalen i april. De solbader i den første tid for at modne sædcellerne. Lidt senere følger de unge firben, og i maj kommer hunnerne frem, hvorefter parringerne foregår. Hannen følger hunnen i parringstiden og prøver på at forhindre andre hanner i at parre sig med hende. Efter parringerne solbader hunnerne for at modne æggene. Æggene lægges i juni. Forinden har hunnen gravet en hule i sand eller jord, hvori æggene lægges, som regel i 7-10 centimeters dybde. De må ikke ligge for dybt, så solvarmen ikke når ned til dem, og ikke for højt, så de tørrer ud. Ved optimal temperatur klækker æggene efter 70-80 dage. Ungerne er ca. 27 mm lange ved klækningen og når at vokse lidt inden vinterdvalen. Hunner, som lægger æg meget tidligt, kan nå at lægge endnu et kuld midt i juli.

Markfirbenet æder alt, hvad det kan overmande, men især insekter som græshopper, sommerfuglelarver og biller. Kannibalisme kan forekomme.

 

Foto: © Naturhistorisk Museum

 

Fakta                 

Længde, han: Krop 60-80 mm, hale 90-120 mm

Længde, hun: Krop 70-90 mm, hale 91-117 mm

Parringsperiode: Maj

Formering: Æglæggende

Æglægning: Juni

Æg klækkes: Fra medio august til primo september

Antal unger/kuld: 6-14 æg/kuld, 1-2 kuld/år

Udbredelse, verden: I et bredt bælte gennem Europa og Asien

Udbredelse, Danmark: Udbredt i det meste af landet, men er sjælden visse steder

Beskyttelse: Markfirbenet er fredet. Det må ikke samles ind eller slås ihjel

Fjender: Ræv, grævling, fasan, kat, hugorm, tårnfalk, ugler, tornskade m.fl.

Gratis i det grønne

Kom med på gratis guidede naturture - i Aarhus, i Mols Bjerge og i din baghave.

Se mere i kalenderen

Naturhistorisk Museum · Wilhelm Meyers Allé 210, Universitetsparken, 8000 Arhus C · Tlf 86129777 · nm@nathist.dk · www.nathist.dk