Vintermøgbille

Aphodius conspurcatus

Beskrivelse 

Vintermøgbille er en relativ aflang, mindre møgbille, som umiddelbart giver et gulbrunt indtryk. Hovedet er sort med en mindre (og ofte noget utydelig) brunlig plet foran øjnene. Forkroppen er sort med brunlige sider.
Vintermøgbillens dækvinger giver umiddelbart det bedste bud på artens tilhørsforhold. Deres grundfarve er gulbrun med sorte pletter, pletterne er små og aflange, og i bredden dækker de maksimalt et enkelt stribemellemrum. Set forfra fordeler pletterne sig i et karakteristisk mønster fordelt på stribemellemrum. Fra midten af billen er rækkefølgen: Første række af pletter ligger i stribemellemrum 5 og 7. Anden række i mellemrum 4, tredje i mellemrum 3 og 7 og fjerde i mellemrum 3 og 5. (Se foto)

Størrelsen af vintermøgbillen varierer lidt, men til gengæld er farvetegningen særdeles konstant – i modsætning til mange andre af de gulbrun-vingede møgbiller. Arten er ganske karakteristisk, og umiddelbart bør forveksling ikke være et større problem. På fotos vil ternet møgbille måske være en forvekslingsmulighed, men denne er mindst dobbelt så stor.

Udbredelse 

Vintermøgbille er udbredt overalt i Nordeuropa, men den er ingen steder specielt talrig. Det kan dog skyldes manglende registreringer, måske fordi den primært er fremme om vinteren, hvor de færreste er på udkig efter biller.

Her i landet er vintermøgbille i nyere tid kendt fra en del jyske lokaliteter, men den burde også kunne findes på Sjælland.

Levesteder 

Vintermøgbille træffes primært i hestegødning (hestemøg, hestepærer). Det ser ud til, at hestepærer bliver et stadig mere populært sted for vintermøgbillerne, jo senere på sæsonen, vi kommer. I litteraturen angives den som en typisk skovart, men man kan sagtens finde den i hestepærer i det åbne land. 

Biologi

Voksne individer af vintermøgbille lever af heste- og fåregødning, som de opsøger med deres fremragende lugtesans. Æglægning finder formentlig sted i nærheden af gødningen, men det er endnu uvist, hvad larverne lever af.

Arten overvintrer som voksen, og larverne må nødvendigvis udvikle sig i løbet af sommerhalvåret inden klækning hen på efteråret. Vintermøgbille er – som navnet antyder – en udpræget vinterhalvårs-art, der som voksen træffes fra sidst i september til hen på foråret.

Fakta

Længde: 3-5 mm 

Voksen: Ultimo september til primo marts 

Føde: Gødningssaft 

Udbredelse, verden: Nordeuropa 

Udbredelse, Danmark: Jylland, men bør også kunne findes på Sjællland 

Bestand: Udbredt, men ikke særlig almindelig 

Gratis i det grønne

Kom med på gratis guidede naturture - i Aarhus, i Mols Bjerge og i din baghave.

Se mere i kalenderen

Naturhistorisk Museum · Wilhelm Meyers Allé 210, Universitetsparken, 8000 Arhus C · Tlf 86129777 · nm@nathist.dk · www.nathist.dk