Seksplettet køllesværmer

Zygaena filipendula                 

 

Beskrivelse

Seksplettet køllesværmer hører til køllesværmerfamilien, som omfatter ca. otte danske arter. Køllesværmere har store køllelignende antenner, der øges i tykkelse udefter. Seksplettet køllesværmer er den største almindelige køllesværmer her i landet og kendes på tre par røde dobbeltpletter på grønsorte, smukt metalglinsende forvinger. Arten kan forveksles med lignende arter med 5 pletter på forvingerne eller arter med mere udflydende pletter. Nogle køllesværmere er metalglinsende grønne.

Larven er grøn med sorte flader og enkelte gule pletter.

Levesteder

Seksplettet køllesværmer lever spredt i landskabet på tørre, sandede marker, på solrige skrænter og overdrev samt på brakmarker med kløver.

Biologi

Flere seksplettede køllesværmere ses ofte samlet på samme blomst. Køllesværmere kræver relativt uberørt, høj vegetation for at kunne gennemføre livscyklus, idet puppen placeres et godt stykke oppe på en stængel eller et græsstrå. Køllesværmere tåler derfor ikke græsning eller slåning. Både larver og voksne er ildesmagende og ædes ikke af fugle. De røde pletter er formentlig advarselsfarver. Seksplettet køllesværmer er gullistet i Danmark som en opmærksomhedskrævende art og rødlistet i Finland.

Selv om køllesværmere er natsommerfugle, er deres øjne udviklet til, at de kan flyve i fuldt sollys.

Æggene lægges på kløverplanter eller vejbred i juni-juli. Larverne lever især på almindelig kællingetand, rødkløver og andre arter af ærteblomstfamilien, indtil de går i vinterdvale. Næste år fortsætter de, indtil de forpupper sig i deres karakteristisk gule, spundne puppehylstre et godt stykke oppe på et græsstrå. 

 

Foto: © Naturhistorrisk Museum 

Fakta                 

Vingefang: 35 mm

Føde, voksne: Nektar

Føde, larve: Planter fra ærteblomstfamilien

Antal kuld/år: 1

Udbredelse, verden: I det meste af Europa

Udbredelse, Danmark: Tidligere almindelig, nu i voldsom tilbagegang

Beskyttelse: Arten er gullistet i Danmark

Gratis i det grønne

Kom med på gratis guidede naturture - i Aarhus, i Mols Bjerge og i din baghave.

Se mere i kalenderen

Naturhistorisk Museum · Wilhelm Meyers Allé 210, Universitetsparken, 8000 Arhus C · Tlf 86129777 · nm@nathist.dk · www.nathist.dk