Skarv

Phalacrocorax carbo               

 

Beskrivelse

Når skarven sidder på en bundgarnspæl, er der ingen rimelige forvekslingsmuligheder. En stor mørk fugl med lang, kileformet hale og ganske lang hals. Når den ligger på vandet med let løftet næb, er den også let at kende. Ingen andre fugle er mørke og har det lange næb med den lille krog yderst. Det er i flugten, at problemerne kan opstå. Men her er det vigtigt at bemærke, at skarvens vingeslag ofte afbrydes af perioder med glideflugt – faktisk kan skarven på solskinsdage med opvind ligefrem svæve rundt som en anden rovfugl. Det kan hverken ænder, gæs eller svaner, men det kan rovfuglene, og derfor er adskillige skarver i tidens løb blevet udnævnt til halv- og helsjældne rovfugle. Bagefter kan man godt hade skarven i et par minutter – også selv om man er ornitolog.

Unge skarver er mere eller mindre lyse på undersiden, mens gamle fugle af vores hjemlige race, mellemskarv, i yngledragten er kulsorte med hvid kind og hvide lårpletter.

Skarvens fjerdragt er ikke vandskyende. Det er særdeles praktisk, når man skal dykke dybt og hurtigt efter fisk – uden generende opdrift og luftbobler. Til gengæld er en pjaskvåd fjerdragt ikke særlig smart på land, og derfor må skarverne ustandseligt tørre deres vinger, og i de kystnære bundgarnspæle har de fundet nogle fantastiske tørrestativer.

Udbredelse

Skarven er vidt udbredt over den nordlige halvkugle, dog i forskellige racer. I Danmark yngler den mange steder i de indre farvande. De ”oprindelige” kolonier på Vorsø i Horsens Fjord og i Brændegårdssøen på Sydfyn er stadig nogle af de største, men efter at skarven for omkring tyve år siden begyndte at yngle på jorden, har den etableret sig på en række småøer og holme. Hovedparten yngler dog stadig i træer. Den danske bestand ligger på ca. 35.000 par (2007), mens både Sverige, Holland og Tyskland hver huser omkring 20.000 par.

Levesteder

Fisk. Det er hemmeligheden bag et godt skarv-terræn. Overalt i de indre farvande møder man skarver, som er på jagt efter føde. Også i større vandløb og søer er skarven på plads. Hvad ynglelokalitet angår, er skarven dog lidt mere kræsen. Oprindeligt ynglede den udelukkende i gammel skov, hvor dens ekskrementer langsomt sved blade og grene af, således at kolonierne på lang afstand lyste hvidt og lignede en spøgelsesskov. I løbet af de seneste årtier har skarven ”lært” at yngle på jorden, hvilket har tilvejebragt langt flere redemuligheder og en tilsvarende voldsom stigning i ynglepar. Skarven er et klassisk eksempel på, hvordan en voldsom stigning i bestanden afløses af en stabilisering omkring en bærekapacitet. I 2007 er bestanden gået tilbage med 7 %.

I 2002 blev en ny forvaltningsplan for skarven vedtaget. Den indebærer bl.a., at man forsøger at forhindre skarverne i at etablere nye kolonier. Bekæmpelsen foregår især ved at sprøjte madolie på æggene, således at de ikke klækker. Det sker i omkring 15 % af alle skarvreder i Danmark.

Vore hjemlige ynglefugle tilhører racen mellemskarv, som hen på efteråret trækker til Mellem- og Sydeuropa for at overvintre. I samme periode gæstes vi til gengæld af tusindvis af norske storskarver. Der er således skarver i landet året rundt. Allerede tidligt på foråret er mellemskarverne tilbage, mens storskarverne fortrækker nordover.

Biologi

Skarverne ankommer tidligt til kolonien, allerede i februar eller marts. Det er hannen, der kommer først. Reden består af ålegræs, tang og senere også planter fra land. Begge forældrefugle hjælper til med at ruge. Ungerne vender oftest tilbage til kolonien året efter, men kan også strejfe meget rundt for at vurdere andre ynglesteder. Skarverne yngler allertidligst som toårige, men normalt er de 3-4 år. Oprindeligt byggede alle skarver deres rede i træer, men i dag bygger 50 % af de danske skarver deres rede på jorden.

En skarv spiser ca. 400 g fisk om dagen. Hovedparten af skarvens føde består heldigvis af skidtfisk, dvs. ulk, ålekvabbe og ising, men skarven viger selvfølgelig ikke tilbage, hvis der er torsk, laks, ørreder, ål eller rødspætter i farvandet. Den kan derfor godt være et lokalt problem for kystfiskere med bundgarn, og siden 2002 har man kunnet få dispensation til at bekæmpe skarverne.

 

Foto: © Naturhistorisk Museum

 

Fakta                   

Kropslængde: 90 cm

Vingefang: 130-160 cm

Vægt: 2-2,5 kg

Parringsperiode: februar til og med juni

Rugetid: 24-28 dage

Ungetid: 50 dage, ungen er redefast

Antal æg/kuld: 3-4 æg

Antal kuld/år: 1 kuld/år

Udbredelse, verden: Findes over det meste af den nordlige halvkugle

Udbredelse, Danmark: Findes mange steder ved kysten og ved større vandløb og søer inde i landet

Beskyttelse: Er fredet, men må bekæmpes i udvalgte områder og i nærheden af fiskeredskaber. Stabil bestand her i landet

Anvendelse: Kan spises

Fjender: Mennesket, havørn

Stand/trækfugl: Trækfugl. Opholder sig i Mellem- og Sydeuropa om vinteren

Gratis i det grønne

Kom med på gratis guidede naturture - i Aarhus, i Mols Bjerge og i din baghave.

Se mere i kalenderen

Naturhistorisk Museum · Wilhelm Meyers Allé 210, Universitetsparken, 8000 Arhus C · Tlf 86129777 · nm@nathist.dk · www.nathist.dk