Sanglærke

Alauda arvensis                         

 

Beskrivelse

Sanglærkens udseende er nærmest lidt kedeligt, da den er tilpasset til ikke at blive set, når den ligger og ruger i reden på jorden. Den har en spættet, gråbrun fjerdragt med en hvidlig underside og et stribet bryst. Den kan rejse issefjerene til en lille top.

Udbredelse

Sanglærken er den tredje almindeligste ynglefugl i Danmark. Den er almindelig over hele landet, men er hyppigst i Jylland, formentligt på grund af de flere og større græsarealer.

Levesteder

Sanglærken holder først og fremmest til i det åbne land og er almindelig i det dyrkede land. De største tætheder finder man på heder og græssede enge. Sanglærken er i mange europæiske lande gået tilbage på grund af den mere intensive landbrugsdrift. Tætheden på økologiske landbrug er dobbelt så stor som på landbrug, hvor der bliver sprøjtet.

Biologi

Sanglærker ses enten i luften eller på jorden og aldrig i træer eller buske. På jorden bevæger de sig ofte i hurtigt løb og søger deres føde på de lave planter og på jorden. Føden består om sommeren af biller, larver og andre smådyr. Om efteråret ernærer lærkerne sig af frø og planter.

Sanglærken er trækfugl. Der er ingen sikre tegn på, at danske ynglefugle overvintrer, men de vender ofte tilbage fra vinteropholdsstederne allerede i februar. Bliver vinteren igen hård med frost og sne, vil fuglene igen søge sydover og først vende tilbage, når vejret igen er blevet mildere. Sanglærken kan godt trække frem og tilbage flere gange i løbet af vinteren som følge af vejrliget. Man kalder denne form for trækfugle for vejrfugle.

Reden lægges direkte på jorden og består af rodtrævler. Den anlægges i en vis afstand fra træer, formentlig for at undgå redeplyndring fra kragefugle, der benytter træerne som udsigtsposter.

Ungerne forlader oftest reden, før de er flyvefærdige i en alder af 8-10 dage, sandsynligvis fordi reden på jorden er et farligt sted. Omkring 10 dage senere er de flyvefærdige, men bliver først uafhængige af forældrene i 25 dages alderen. Sanglærken er kønsmoden som etårig.

 

Foto: © Naturhistorisk Museum

Fakta                 

Længde: 18 cm

Vægt: 35-45 g

Vingefang: 30-35 cm

Yngleperiode: Midt april til midt juli

Antal æg/kuld: 3-5 

Antal kuld/år: 1-2 

Rugetid: 11-12 dage

Ungetid: Unger forlader reden 8-10 dage gamle, flyvefærdige 10 dage senere

Bestand: 1,1-1,3 millioner ynglepar (2000)

Levealder (max.): 8 år

Udbredelse, verden: Europa, nordlige Afrika og Asien

Udbredelse, Danmark: Almindelig i hele landet, flest i Jylland

Beskyttelse: Fredet

Fjender: Spurvehøg, duehøg

Stand/trækfugl: Trækfugl

Stemmer: Sangen er en uophørlig strøm af trillende, kvidrende motiver, fløjt og hurtige gentagelser, mens fuglen stiger til 50-150 meters højde, hvor den på svirrende vinger synger længe på omtrent samme sted. Den daler siden, stadigt syngende ned og afslutter først sangen, umiddelbart før den lander.

Gratis i det grønne

Kom med på gratis guidede naturture - i Aarhus, i Mols Bjerge og i din baghave.

Se mere i kalenderen

Naturhistorisk Museum · Wilhelm Meyers Allé 210, Universitetsparken, 8000 Arhus C · Tlf 86129777 · nm@nathist.dk · www.nathist.dk