Almindelig strandkrabbe

Carcinus maenas

 

Beskrivelse

Strandkrabben er et krebsdyr der hører til de Tibenede krebsdyr. Den har 4 par ben samt et par klosakseben. Den er ofte brungrå til grønlig eller rødlig og de yngre dyr er ofte plettede. De har et glat skold der bliver op til 7 cm bredt. Det yderste led på bagerste benpar er tilspidset. Halen er, der er flad, er smækket om på bugsiden. Hunnens hale er bredere end hannens der er mere smal og spids.

Udbredelse

Naturligt hjemmehørende langs kyster i Europa og Nordafrika, op til Island og Norge. I Danmark findes den langs kyster ved Nordsøen og Østersøen og ud til vest for Bornholm.

Arten er blevet indslæbt med bl.a. ballastvand til mange andre dele af verden og er anset som værende yderst invasiv langs kysterne i Australien, New Zealand, Nord og Sydamerika samt Sydafrika.

Levesteder

Lever i på havbunden (saltvand) mellem sten, alger og ålegræs, fra lavvandszonen. De graver sig ofte også ned i sandet. Den er meget tolerant overfor ændringer i saliniteten (saltholdighed) og temperatur. Findes fra 4 – 52 ‰ ogkan overleve i temperaturer fra 0 – 30 °C.

Biologi

Krebsdyr har deres skelet siddende udenpå kroppen, ligesom insekter, og når de skal vokse eller bare skifte skal, kravler de ud af deres skal (skelet) og huden inden under vil så hærde til et nyt skelet. De kønsmodne krabber skifter skal en gang om året. De yngre gør det oftere. Skræmte krabber graver sig ned i sandet. Krabberne kan regenerere deres lemmer, så hvis de f.eks mister et ben, gror der et nyt ud igen. Den ånder med gæller og bruger bl.a. sine klosakse til at åbne muslinger med.

Krabben er et rovdyr og er generelt altædende, men når den selv skal fange sit bytte, graver den sig ned i sandet og venter på at der kommer noget forbi, alt lige fra vandmænd til fladfisk. Den er mest aktiv om natten. Den kan være til stor gene for fiskere, da den går i åleruser og bundgarn hvor den kan ødelægge de fangne fisk. Om vinteren opholder den sig på dybere vand.

Krabberne bliver kønsmodne når de er 2-3 år gammel. Hannen finder en hun der for nyligt har skiftet skal og griber fat om hende og befrugter hendes æg (orangefarvet). Æggene bærer hunnen under hendes brede hale. Hun vandrer derefter ud til lidt dybere vand mens æggene udvikles. Larverne svømmer tættere op til overfladen i ca 14 dage, de søger ned igen (1-2 måneder) hvorefter de påbegynder det sidste udviklingsstadie. Herefter trækker de små krabber tilbage til lavere vand hvor de vokser ved at skifte skal. 

Fakta

Længde: Skjold op til 7 cm bred

Antal æg/kuld: Op til 185.000 æg, en gang om året

Bestand: Meget almindelig

Levealder: Op til 10 år      

Udbredelse, Danmark: Nordsøen til Østersøen vest for Bornholm

Udbredelse, verden: Europa og Nordafrika (Naturligt) Invasiv over meste af verden

Beskyttelse: Ingen

Fjender: Ulken, måger, torsk, ål

Gratis i det grønne

Kom med på gratis guidede naturture - i Aarhus, i Mols Bjerge og i din baghave.

Se mere i kalenderen

Naturhistorisk Museum · Wilhelm Meyers Allé 210, Universitetsparken, 8000 Arhus C · Tlf 86129777 · nm@nathist.dk · www.nathist.dk