Ugens naturhistorie - uge 50/2013

For fugle gælder alle kneb mod kulden

Fugle er fantastiske til at tilpasse sig og overleve selv meget kolde vinterdage. De er varmblodede dyr, men med et langt højere stofskifte end menneskers. Derved når deres kropstemperatur op på i gennemsnit 40°C. Men hvordan holder de effektivt på varmen?

Fjerene isolerer mod kulden, og hos mange fuglearter vokser der ekstra fjer ud i det sene efterår. Desuden kan fuglene rejse fjer og derved skabe isolerende luftlommer om kroppen. Ved at reducere blodgennemstrømningen i ben, næb og vinger eller trække dem ind i fjerdragten mindsker fuglene også varmetabet betydeligt.

Mange små fugle flokkes om natten og kryber tæt sammen i fx fuglekasser for at dele kropsvarme. Her kan de faktisk indtræde i en døs med nedsat stofskifte for at spare energi. Mange fugle kan sænke deres kropstemperatur et par grader.

Trods fuglenes geniale tilpasninger mod kulden vil mange alligevel bukke under. I lange, strenge vintre er dødeligheden blandt fuglene meget høj.  

Tekst: Henrik Sell. Foto: Morten D. D. Hansen. Naturhistorisk Museum, Aarhus.

 

Retningslinjer for brug af pressefotos og tekst

Download pressefoto i høj opløsning ved at klikke her

Fotos kan downloades og frit benyttes i forbindelse med citering eller omtale af tekst, arrangement, udstilling m.v. med kildeangivelsen: Foto: (navn, hvis anført)/Naturhistorisk Museum, Århus.

Ugens naturhistorie kan frit gengives i andre medier i hele sin længde med følgende tilføjelse: Historien er hentet fra www.naturhistoriskmuseum.dk og skrevet af "forfatterens navn", Naturhistorisk Museum, Århus.

Gratis i det grønne

Kom med på gratis guidede naturture - i Aarhus, i Mols Bjerge og i din baghave.

Se mere i kalenderen

Naturhistorisk Museum · Wilhelm Meyers Allé 210, Universitetsparken, 8000 Arhus C · Tlf 86129777 · nm@nathist.dk · www.nathist.dk