Wombat

Vombatidae

 

Wombatter er en gruppe af kortbenede, muskuløse pungdyr, som lever i Australien og på Tasmanien. Der findes 3 arter, hvoraf den ene opdeles i 3 underarter.

Deres nærmeste slægtning er koalaen. I Australien siger de, at en koala er en wombat, der er kravlet op i træerne – og de ligner da også hinanden.

Det lidt pudsige navn stammer fra aboriginal-samfundet i Sidney-området.

Udseende

En wombat bliver ca. 1 m lang og kan veje op til 35 kg. Den muskuløse krop er rund og bjørneagtig med en meget kort hale, små ører og øjne samt en stor næse. Dens tykke, grove pels varierer i farver fra sandfarvet til grå og sort.

Wombatten har korte ben, store poter og lange, stærke klør, som den bruger ved tunnelgravning.

Wombattens 24 tænder skiftes ikke, men vokser hele livet. Som det eneste pungdyr har wombatten et par gnaveragtige fortænder. De bruges som graveredskab og til at gnave sig igennem forhindringer med – ganske som bævere gør.

Hunnen har en pung ligesom andre pungdyr.

Levevis

Wombatten lever mest alene. Den opholder sig en stor del af døgnet under jorden i store gangsystemer, som den har gravet med sine tænder og kraftige kløer. Gangene kan være op til 30 m lange og ligge mere end 3½ m under jordoverfladen. Der kan være flere indgange og sammenhængende tunneler med reder.

Wombatten er mest aktiv i nattens ydertimer. Den opholder sig i sin hule, indtil temperaturen falder om aftenen. Så kommer den ud for at græsse. Den græsser mellem 3 og 8 timer pr. nat og vandrer således mange kilometer. I territoriet kan den have op til 12 huler, som den bruger til at hvile sig i.

Selvom wombatten lever alene, kan der godt være overlap i de enkelte wombatters territorier, og de kan sagtens benytte hinandens huler. Wombatten afmærker sit territorium med dufte, afgiver lyde og opfører sig aggressivt over for fremmede wombatter.

Hvis wombatten bliver angrebet, flygter den ned i sin hule og lader rumpen være prop i hullet. Bagdelen er dækket af et særdeles tykt og sejt skind med stride hår. Det gør det i praksis meget vanskeligt at sætte tænderne i en wombats bagdel! Den kan også både bide og sparke fra sig.

Føde

Wombatter er udelukkende planteædende og spiser græsser, bark, mosser, svampe, buske, blade, urter, rødder – og grøntsager!

Når de spiser, bruger de forpoterne – en ad gangen – til at plukke føden med.

Dyret har en meget langsom forbrænding, og det tager 8-14 dage for føden af passere gennem tarmsystemet. Derved optages en maksimal del af fødens næring.

Wombatten er også yderst økonomisk med sit vandforbrug og kan gå længe uden at drikke. Den behøver kun at drikke 1/5 af, hvad et får behøver.

Formering

En wombat kan føde på alle tidspunkter af året, men selve parringen foregår som regel om vinteren. Drægtigheden varer 20-22 dage. Hunnen føder 1, sjældent 2, unger. Fødslen sker under jorden i en rede lavet af pinde, blade og græs.

Som hos alle pungdyr er den nyfødte unge ganske lille og nærmest at betragte som et foster. Den vejer 1-2 g og er mindre end 3 cm lang. Den kravler straks fra fødselskanalen til dievorten i pungen. Der bliver den de næste 8 måneder, hvorefter den langsomt begynder at udskifte mælken med planteføde. Ungen dier, indtil den er 12 måneder gammel. 3 måneder senere forlader den moderen.

Wombatten bliver kønsmoden som 2-årig, og den bliver fra 5 til 15 år gammel. Rekorden har en wombat i London Zoo – den blev over 26 år.

Hunnen får en unge ca. hvert andet år.

Levested

Wombatten lever i Australien og på Tasmanien. Den foretrækker hede, åben skov og krat langs kysten, hvor den kan grave sine gangsystemer.

Bestand

Wombatten er almindelig i Tasmanien, men bestanden er gået tilbage på grund af konflikter mellem landmænd og wombattens gravende virksomhed.

Især den nordlige hairy-nosed wombat er sjælden. Den findes nu kun inden for et område på 300 ha i Queensland.

Gratis i det grønne

Kom med på gratis guidede naturture - i Aarhus, i Mols Bjerge og i din baghave.

Se mere i kalenderen

Naturhistorisk Museum · Wilhelm Meyers Allé 210, Universitetsparken, 8000 Arhus C · Tlf 86129777 · nm@nathist.dk · www.nathist.dk