Vandredue

Ectopistes migratorius

 

Vandreduen er nu uddød, men var tidligere en af de talrigeste fugle i Nordamerika. Man mener, at der i første halvdel af 1800-tallet var 10 milliarder vandreduer i Nordamerika, hvilket svarede til 50% af fuglebestanden.

Udseende

Vandreduen var skabt til et liv i luften og kunne flyve op til 110 km i timen. Dens hoved var lille, halsen slank, halen lang og kileformet og vingerne lange og spidse. Den havde en kraftig brystmuskulatur og kunne være flyvende i meget lang tid.

Hannen var omkring 40 cm lang, hunnen lidt mindre. Hoved og skuldre var blågrå med sorte striber ned på skulderblade og vinger. På siden af halsen var fjerene nærmest rosa changerende i metalskinnende bronze, grøn og violet. Brystet var svagt rosa til hvidt. Øjnene var højrøde, næbbet lille, smalt og sort, og ben og fødder var røde.

Hunnen havde ikke så mange farver. Den var primært gråbrun.

Levevis

Vandreduen var en meget social fugl, som levede og ynglede i kolonier, der kunne brede sig over 250 km².

Om foråret begyndte de at trække til de nordlige ynglesteder for at tilbringe sommeren der. Om efteråret fløj de tilbage til det sydelig USA. Observationer fortæller, at når fuglene drog på træk, blev himlen formørket og var det ofte flere dage i træk.

Føde

Vandreduen levede hovedsageligt af frø fra bøg, eg, kastanje og andre frø og bær i skoven. Om sommeren kunne den også spise orm og insekter.

Afgrøder fra landmændenes marker var heller ikke fredet.

Formering

Duerne havde sandsynligvis brug for syns- og lydindtryk fra deres artsfæller for at komme i ynglestemning. Derfor samledes de i kæmpekolonier – op til 5 km lange. Her byggede de deres reder i passende træer. Nogle gange var der op til 100 reder i et træ.

De lagde formentligt kun et æg. Når ægget klækkede, blev ungen stopfodret af forældrene i to uger. Dernæst forlod forældreflokken ungerne, som endnu ikke var i stand til at flyve. Den fede unge sad nogle dage i reden, før den dumpede ned på jorden. Efter endnu nogle dage var den flyveklar.

Levested

Vandreduen var udbredt fra det sydlige Canada i nord til det nordlige Mississippi i syd og fra de vidtstrakte prærier i midtvest til Atlanterhavet i øst.

I yngleperioden holdt den til ved skove og lagde beslag på enorme arealer.

Bestand

Vandreduen er uddød. Det sidste individ døde den 1. september 1914 kl. 13 i Cincinnatis zoologiske have. En så præcis angivelse af en arts uddøen kendes kun i ganske få tilfælde.

Hvorfor uddøde vandreduen?

Kæmpeflokkene var spektakulære, men de var også årsag til artens undergang. Når de fandt et godt sted at fouragere, slog den forreste del af flokken ned, mens fuglene bagved overhalede og slog sig ned foran de første. Sådan fortsatte flokken som et levende, spisende og larmende tæppe, der var bredt ud over landskabet. Vandreduens oprindelige føde var energirige nødder og frugter, men den fandt hurtigt ud af, at bøndernes afgrøder var ideel føde.

Det førte til en udryddelseskampagne af de helt store. Duejægere skød hundredtusinder af vandreduer hvert år – i ti år. Til sidst var der tyndet så meget ud i bestanden, at kæmpeflokkene var forsvundet, og det kunne ikke mere betale sig at jage vandreduerne kommercielt.

De voldsomme skovrydninger, som foregik på det tidspunkt, medvirkede også til artens tilbagegang. Vandreduernes redetræer blev simpelthen fældet.

Duernes yngleadfærd med at samles i kæmpemæssige kolonier gav arten det sidste skub ud over afgrunden. Da arten endelig blev fredet, var det for sent. Bestanden var blevet for lille til, at den kunne opretholde sig selv – og 5 år senere var det slut.

Gratis i det grønne

Kom med på gratis guidede naturture - i Aarhus, i Mols Bjerge og i din baghave.

Se mere i kalenderen

Naturhistorisk Museum · Wilhelm Meyers Allé 210, Universitetsparken, 8000 Arhus C · Tlf 86129777 · nm@nathist.dk · www.nathist.dk