Komodovaran

Varanus komodoensis

 

Komodovaranen er et kødædende krybdyr. Faktisk er den verdens største øgle!

Udseende

Komodovaranen bliver 2-3 m lang og vejer normalt 50-100 kg, men det største eksemplar, man kender, nåede op på 166 kg. Men ligesom hos fx slanger er vægten jo meget afhængig af, om dyret lige har ædt et stort bytte! Hos komodovaraner er hannen meget større end hunnen.

Komodovaranen er et typisk eksempel på, at isolerede øbestande kan udvikle ekstreme størrelser. I dette tilfælde har manglen på rovdyr på de isolerede levesteder medført, at varanerne har udviklet sig til kæmpestore rovdyr, der nu indtager toppen af fødekæden.

Komodovaranen er gråbrun og har et tykt skælklædt skind. Den har et typisk øgleagtigt trekantet hoved med brede kæber. Komodovaranen kan ikke tygge sin føde, men de skarpe savtakkede tænder er perfekte til at flå lunser af byttet med, som derefter sluges.

Komodovaranen har en lang, gul tunge med kløftet spids, som man tydeligt ser, når den ”smager på luften”. Lugtesansen er usædvanlig god – komodovaranen kan lugte et bytte på 5 kilometers afstand. Synssansen er mindre veludviklet, så den ser dårligt i mørke. Komodovaranen kan se farver, men reagerer især på bevægelser.

Komodovaranen har fire, kraftige ben med skarpe kløer. De er meget effektive, når den graver huler og jager føde. Halen er lang og muskuløs og kan bruges både som våben og som støtte, når den engang imellem rejser sig på bagbenene. Komodovaranen ser måske nok langsom ud, men skinnet bedrager – den kan spurte med en fart på op til 20 km/timen.

Levevis

Under den daglige fødesøgning bevæger komodovaraner sig i gennemsnit et par kilometer. De jager om dagen, og natten tilbringes i en hule.

De voksne komodovaraner lever alene. Voksne komodovaraner er så store og stærke, at de ikke har nogen naturlige fjender. Unge komodovaraner bliver somme tider ædt af rovfugle, slanger, vildsvin – og voksne komodovaraner. Derfor søger ungerne ofte tilflugt i træerne, hvor de er i bedre beskyttet.

Føde

Komodovaraner er kødædere med alt levende og dødt på menukortet.

Voksne dyr æder alt fra små gnavere til store vandbøfler. En meget stor del af føden udgøres af vildsvin, geder, hjorte og bøfler. Unge komodovaraner holder sig til mindre dyr som insekter, slanger, firben og gnavere.

Komodovaranen jager ved at ligge i baghold og vente på, at byttet kommer forbi. Hvis byttet ikke dræbes med det samme, dør det normalt senere af en bakterieinfektion. I tændernes fordybninger findes der nemlig en righoldig bakterieflora med over 50 forskellige giftige bakterier. Et såret bytte vil derfor dø af blodforgiftning inden for en uge. Komodovaranerne er tilsyneladende selv immune over for disse bakterier – heldigvis!

Komodovaranen kan æde over halvdelen af sin egen vægt i et måltid. Man har set en hun på 50 kg sætte et helt vildsvin på 31 kg til livs på et kvarters tid.

Formering

Da komodovaranerne jo lever alene, er de to køn kun sammen i forbindelse med parringen. Efter parringen går de hver til sit igen. De 20-30 æg lægges i en rede, som hunnen graver ud i sandet. Reden dækkes med jord, hvorefter hunnen vogter stedet. 8-9 måneder senere kravler de små unger op af sandet. Ungerne vejer kun 100 g ved klækningen.

Komodovaraner bliver kønsmodne, når de er 9-10 år gamle.

I fangenskab har man oplevet, at komodovaraner kan formere sig uden befrugtning, altså ved jomfrufødsel.

Levested

Som navnet antyder, findes komodovaranen på Komodo-øerne i Indonesien, men den findes også på enkelte andre øer. Komodovaranen er knyttet til savanneområder, bjergsider, og skove.

Bestand

Biologerne opdagede først komodovaranen i 1910, og den blev hurtigt et truet dyr som et resultat af krybskytteri og indfangning til zoologiske haver og naturhistoriske museer. I dag findes der 4.000-5.000 komodovaraner spredt på flere øer.

Gratis i det grønne

Kom med på gratis guidede naturture - i Aarhus, i Mols Bjerge og i din baghave.

Se mere i kalenderen

Naturhistorisk Museum · Wilhelm Meyers Allé 210, Universitetsparken, 8000 Arhus C · Tlf 86129777 · nm@nathist.dk · www.nathist.dk