Gøglerørn

Terathopius ecaudatus

 

Gøglerørnen er en mellemstor ørn i familien Accipitridae, en af de to store familier af dagaktive rovfugle. Den omfatter ørne, glenter, våger, kærhøge, høge og gribbe. Gøglerørnen er det eneste medlem af slægten Terathopius og er sandsynligvis forbillede for "Zimbabwe-fuglen" i Zimbabwes nationale vartegn.

Udseende

Den voksne gøglerørn er på undersiden af vingerne mest sort med hvide partier. Halen er meget kort (artsnavnet ecaudatus betyder haleløs). Den er højrød i ansigtet, på benene og på næbbet. Hannen er 60-75 cm lang med et vingefang på 1,75 m. Hunnen minder om hannen, men har grå flyvefjer i stedet for sorte og er lidt større end hannen. Unge ørne har brune fjer og et grønligt ansigt.

Levevis

Gøglerørnene danner par for livet og bruger den samme rede flere år i træk. Ørne, som ikke har en partner, holder nogle gange til i umiddelbar nærhed af en rede. De bliver ikke jaget væk, men hjælper heller ikke med yngelplejen.

Føde

Gøglerørnen bruger 8-9 timer om dagen på at søge efter føde. Den spiser hovedsageligt fugle som duer og ryper, men tager også slanger, mindre pattedyr som antiloper og mus samt ådsler.

Formering

Gøglerørnen er kønsmoden ved 7-8 års alderen. Den placerer sin rede i et træ, hvor den lægger et enkelt æg. Hunnen ruger i 45-50 dage, mens hannen henter føde. Ungen bliver i reden 90-125 dage. Forældrefuglene fortsætter med at fodre ungen i de første 100 dage efter udflyvningen.

Under parringsslegen udfører hannen en række luftakrobatiske øvelser for at imponere hunnen.

Levested

Gøglerørnen lever på den afrikanske savanne syd for Sahara.

Lyde

Gøglerørnen forholder sig normalt tavs, men den kan dog udstøde forskellige bjæf og skrig.

Særlige egenskaber

Gøglerørnens fødder og ansigtsfarve kan variere fra svag rød til højrød afhængigt af dens humør.

De fleste unge gøglerørne har længere hale- og vingefjer end de voksne. De behøver længere fjer for at øge stabiliteten og opdriften, mens de lærer at flyve. For hvert år bliver fjerene kortere og kortere, indtil ørnene er udvokset og har den normale korte hale og kortere vinger.

Gratis i det grønne

Kom med på gratis guidede naturture - i Aarhus, i Mols Bjerge og i din baghave.

Se mere i kalenderen

Naturhistorisk Museum · Wilhelm Meyers Allé 210, Universitetsparken, 8000 Arhus C · Tlf 86129777 · nm@nathist.dk · www.nathist.dk