Vinterfodringer

Hvor fuglene om foråret og sommeren har rigeligt med muligheder for at finde mad, så er situationen en helt anden om vinteren. Her er byerne tæt på at være golde ørkener, og de muligheder, som fuglene ville have for at finde frø og skjulte insekter ude i naturen, eksisterer nærmest ikke inde i byen. Her bliver der gjort pinligt rent. De væltede stammer, hule træer mm., som mange fugle (og pattedyr) i løbet af sommeren vil fylde op med frø, agern og andet, er her ikke. Vinteren kan derfor hurtig blive en barsk sæson, hvor kun de heldigste overlever, til det igen bliver forår.

Derfor kan man med fordel hjælpe fuglene lidt på vej ved at hænge foderkugler ud i træerne eller fodre med frø- og kornblandinger på fodrebrættet, gerne tilsat godt med ekstra fedt. Udover frø- og kornblandinger, så kan man bruge næsten alt godt fra køkkenskabene. Rosiner og nødder tages gerne af de fleste småfugle, mens æbler er gode til solsorte og sjaggere – særligt når først jorden er blevet frossen og dækket af sne. Nogle fugle foretrækker at blive fodret på foderbræt, mens andre helst går til foderet, hvis det ligger på jorden.

Også havens pattedyr vil nyde godt af vinterfodring: egern tager gerne frø og nødder fra foderbrættet, hvis den kan komme derop. Havens pindsvin kan også tilbydes foder, da de ofte vågner i løbet af vinterdvalen, hvis ikke skjulet har været helt godt nok eller de af andre grunde bliver forstyrret. Her kan man tilbyde dem lidt tørfoder til katte sat et sted, hvor det ikke bliver vådt.

I hårde vintre kan særligt vand også være en mangelvare for både pattedyr og fugle, hvorfor det kan være en god ide at sætte en lav skål med vand ud i haven.

En lille ting skal man dog have in mente: Hvis foderet ligger på jorden, risikerer man, at nabolagets mus og rotter også finder på at tage for sig af godterne. Det vil de fleste formentlig gerne undgå.

Gratis i det grønne

Kom med på gratis guidede naturture - i Aarhus, i Mols Bjerge og i din baghave.

Se mere i kalenderen

Naturhistorisk Museum · Wilhelm Meyers Allé 210, Universitetsparken, 8000 Arhus C · Tlf 86129777 · nm@nathist.dk · www.nathist.dk