Redekasser

Byerne myldrer med fugleliv. Solsorte, blåmejser, skovspurve, mursejlere, fluesnappere og masser af andre småfugle flyver rundt i byens haver, på torvepladser og i parker i deres søgen efter mad, mager og ikke mindst egnede redepladser.

Om foråret og i løbet af sommeren er mad sjældent et problem, da havernes og parkernes træer og buske bugner med små insekter, som i denne periode udgør hovedføden for især fuglenes unger. På den tid kan småfuglene sagtens finde larver, fluer, biller og alt mulig andet godt i store nok mængder til at holde både sig selv og deres afkom så rigeligt forsynet med mad. Et helt andet problem er at finde et velegnet sted at bygge sin rede, for det kan være en stor udfordring i byerne.

Svalerne klarer sig med at bygge deres reder af mudder blandet op med spyt. Andre fugle som fx. solsorten væver en fin rede af mos og små kviste, der så gemmes af vejen i træer, buske eller hække, så den ikke er synlig for rovdyr. Men mange af byens fugle er det, man kalder for hulrugende fugle. Det betyder, at de foretrækker at bygge deres reder i hulrum, fx. dem, der opstår i gamle træer. Her er problemet, at der ikke findes ret mange gamle træer inde byerne, og derfor har disse fugle svært ved at finde egnede redepladser. 

For at hjælpe dem kan man så i stedet for sætte redekasser op i haven. Alt efter hvilke fugle man ønsker der skal yngle i haven, så sætter du blot en redekasse op i passende størrelse og med passende indgangshul.

Ud over havens småfugle er der også mulighed for at sætte ugle- og falkekasser op, hvis da ellers havens træer er høje nok. Og en egernkasse vil gøre haven mere attraktiv for egern, der ligesom mange fugle også foretrækker at bygge deres reder i hule træer. Et pindsvinehus vil desuden give havens pindsvin et sted at søge tilflugt på kolde og våde dage.

Gratis i det grønne

Kom med på gratis guidede naturture - i Aarhus, i Mols Bjerge og i din baghave.

Se mere i kalenderen

Naturhistorisk Museum · Wilhelm Meyers Allé 210, Universitetsparken, 8000 Arhus C · Tlf 86129777 · nm@nathist.dk · www.nathist.dk