Sygdomme


De fleste pindsvin er sunde og raske, men pindsvin kan ligesom mennesker og andre dyr være syge eller have utøj. 

Pindsvin kan fx have mange lopper. Der kan være helt op til 1000 på et enkelt pindsvin. Man behøver dog ikke være bange for, at lopperne angriber mennesker og hunde, for pindsvinet har sine helt egne lopper, som kun kan leve på pindsvin. Pindsvinets lopper er store (2-5 mm), og man kan nemt se dem mellem piggene, hvis de er der.
Pindsvin kan angribes af spyfluer, som lægger deres æg ved pindsvinets øjne, ører eller næse, eller i sår, hvis pindsvinet er kommet til skade. Spyfluens larver begynder at æde af pindsvinets væv, og så går der betændelse i såret. Det kaldes Myiasis. Hvis pindsvinet ikke får hjælp, er der stor sandsynlighed for, at det dør.

Pindsvin kan også få lungeorm. Pindsvin med lungeorm har åndedrætsbesvær og tør hoste. De kan leve længe med lungeom, men bliver efterhånden afmagrede og dør.

Pindsvin æder ådsler og kan derfor være smittet med salmonella. Måske har du hørt om salmonella-bakterier i kyllinger, og at de kan være farlige. Pindsvin kan smitte mennesker med salmonella, så du skal passe på ikke at stikke dig på dets pigge. Hvis du rører ved pindsvinet eller den skål, som det har spist af, skal du huske at vaske hænder. Hvis du husker det, er det ikke spor farligt.

Pindsvin i pleje. Foto: Paul van Oosterhout. 

 

Gratis i det grønne

Kom med på gratis guidede naturture - i Aarhus, i Mols Bjerge og i din baghave.

Se mere i kalenderen

Naturhistorisk Museum · Wilhelm Meyers Allé 210, Universitetsparken, 8000 Arhus C · Tlf 86129777 · nm@nathist.dk · www.nathist.dk