Morten DD Hansen

Naturen i den danske sangskat


Velkommen lærkelil…, Hør den lille stær…, Jeg er havren… Den danske sangskat er én lang fortælling om den danske natur, sådan som den var for 100 og 200 år siden. Et landskab præget af landbruget, men et helt anderledes landbrug end i dag. Et landbrug, der gav plads til rylefløjt, storke og bekkasiner.

Dengang boede hovedparten af befolkningen på landet, og landbruget og naturen var så væsentlig en del af vores kultur, at sangene uvægerligt måtte afspejle det. Det var en festdag, når lærken ankom, og når stæren og viben fulgte efter, kunne man være sikker på, at foråret var lige om hjørnet. Sommer blev det dog aldrig, før storken gik i enge, og når skoven falmede trindt om land, var det også storken, som vi fulgte sydover igen.

Det er mærkeligt at forestille sig, at man omkring år 1900 ville have kunnet opleve septemberdage med over 1.000 sydtrækkende storke ved Vejle Fjord – hvis vinden bare var i vest.

I dette foredrag med indlagt sang drager vi på kratlusk i den danske sangskat, og det er sjovt! Hvor mon den er – den røde tråd? Den er i hvert fald ikke hos Shu-Bi-Dua, Kim Larsen, Medina eller TV-2. Den er ude i naturen!

 

For nærmere information kontakt os på tlf. 89 333 374 eller 86 129 777.

Se priser på foredrag.

 

Gratis i det grønne

Kom med på gratis guidede naturture - i Aarhus, i Mols Bjerge og i din baghave.

Se mere i kalenderen

Naturhistorisk Museum · Wilhelm Meyers Allé 210, Universitetsparken, 8000 Arhus C · Tlf 86129777 · nm@nathist.dk · www.nathist.dk