Morten DD Hansen

Nationalpark Mols Bjerge

På det sydlige Djursland ligger Danmarks anden nationalpark i et mageløst smukt og pædagogisk istidslandskab. Selv om Mols Bjerge er et udpræget kulturlandskab, hvor næsten al jord har været under plov, er naturindholdet særdeles højt.

Når man for 200 år siden havde høstet en afgrøde på marken, måtte jorden nemlig hvile i op til 20 år, inden den igen kunne dyrkes. I denne hvileperiode indvandrede et mylder af planter og dyr, som elsker en tør, kuperet og sandet jordbund, og mange af disse arter har holdt ud til i dag. 

Derfor finder vi sjældne orkidéer, smukke kobjælder og duftende timian på overdrevene, vi finder farvestrålende dagsommerfugle i blomsterfloret, og vi bliver væk i magiske kratskove, hvor de vilde kaprifolier slynger sig op ad egetræerne og dufter fantastisk i sommernatten.

Og ej at forglemme, fugletrækket, de velsmagende kantareller og alt det andet, som vi i dette rigt illustrerede foredrag vil komme særdeles tæt på. 

Morten D.D. har siden 2001 huseret på Molslaboratoriet midt i nationalparken, og han kender området som sin egen bukselomme.


 

 

Gratis i det grønne

Kom med på gratis guidede naturture - i Aarhus, i Mols Bjerge og i din baghave.

Se mere i kalenderen

Naturhistorisk Museum · Wilhelm Meyers Allé 210, Universitetsparken, 8000 Arhus C · Tlf 86129777 · nm@nathist.dk · www.nathist.dk