På tur i Marselisborg Dyrehave

Velkommen i skovens dybe, stille ro

Beskrivelse: En rolig vandretur i den nordligste og mest bynære del af Marselisborgskovene. Området ved Skambækken byder på et væld af kultur- og naturoplevelser. Langs bækken lå tidligere flere vandmøller, og vi ser på sporene efter dem. I skovbunden anes stadig højryggede agre og hulveje, der ledte ned til anlægsstederne ved stranden. På turen kommer vi også gennem Marselisborg Dyrehave med bl.a. gammelt krudthus fra garnisionstiden, hjorte i fri dressur og vildsvin behørigt bag hegn. Det er også her en af byens skønneste udsigtspunkter kan findes.

Skoven er en gammel herregårdsskov, som dog i over 100 år har tilhørt Aarhus Kommune. Den består af en blandet bevoksning af primært bøg og eg i alle aldre og med islæt af mange andre arter som ær, birk og nåletræer. Skovbunden fyldes af opvækst, så synsvidden er begrænset.

På turen holder vi et vågent øje med områdets dyr og planter. Der er mulighed for alle almindelige skovfuglesom spætmejser, spætter, bogfinker og ringduer foruden egern, rådyr og masser af mus. Blandt planterne er der forskellige arter af hestehov, hvide og gule anemoner, bingelurt, men også sjældenheder som snylteplanten skælrod.

Mødested: Varnapalæets parkeringsplads, Ørneredevej 3, 8000 Aarhus C.
Målgruppe: Voksne
Antal deltagere: Max. 25 personer
Varighed: 2 timer
Årstid: Hele året men bedst i sommerhalvåret
Guide: Naturvejleder Lars Bøgh

Andet praktisk: Mødestedet kan evt. ændres. Temmelig bakket terræn så vandresko anbefales

Pris*: 3.000 kr. på hverdage (kl. 8-17), 4.000 kr. (aften, weekend og helligdag)

* Prisen tillægges moms, hvis turen bookes af en undervisnings-/uddannelsesinstitution.

Gratis i det grønne

Kom med på gratis guidede naturture - i Aarhus, i Mols Bjerge og i din baghave.

Se mere i kalenderen

Naturhistorisk Museum · Wilhelm Meyers Allé 210, Universitetsparken, 8000 Arhus C · Tlf 86129777 · nm@nathist.dk · www.nathist.dk